Uheldig opfordring til ulykker

TRAFIK:I NORDJYSKE onsdag 2. august fremgår det under overskriften ”Flyvende Sierra dræbte to” at to unge mænd inden for den senere tid har været impliceret i ulykker med dødelig udgang. I begge tilfælde skyldes det høj fart på små og snørklede veje og i bakket terræn. I det ene tilfælde blev to cykelryttere dræbt og i det andet tilfælde blev en far og hans lille barn dræbt. Begge kørsler blev betragtet som groft uforsvarlige og de to unge som førte bilen er begge sigtet for uagtsomt manddrab. Efter at have læst denne artikel, var det med nogen undren jeg i Lokalavisen – samme dato – kunne læse følgende, i en beskrivelse (fra en journalist?) om fordelene ved en ny Suzuki Swift med 4WD: Men når junior på 18 år låner familiens Swift, og beslutter at vise de ligeså umodne klassekammerater fra Handelsskolen, at familiens fornuftige japaner sagtens kan sparke røv på en snørklet øde b-vej, så vil han opleve, at baghjulene står til rådighed i kurverne, når der er brug for lidt skub for at rykke bilen hel igennem svinget. Det er efter min opfattelse en yderst uheldig sammenblanding af informationer til de unge mennesker, og jeg håber ikke nogen følger den sidstnævnte opfordring om uforsvarlig adfærd og kørsel.