Uhørt selvcensur

Sjældent har der været så stor opmærksomhed om en EU-støttet dokumentarfilm, som det er tilfældet med den for nylig censureret "Love Crimes of Kabul".

Mens EU har valgt at boykotte filmen, har den afghanske regering i mellemtiden taget det første skridt i en lidt mere demokratisk retning. Dokumentaren følger tre unge afghanske kvinder, der er fængslet for såkaldte "moralske forbrydelser". Disse forbrydelser kan være voldtægt, utroskab, flugt fra vold eller fra tvangsægteskaber. Filmen inddrager eksempler på, hvordan hundredvis af afghanske kvinder fængsles på grund af disse moralske forbrydelser. Der er i alt tale om 125 kvinder, som sidder fængslet for moralske forbrydelser i Afghanistan. En række af kvinderne har derudover fået forlænget deres fængselsstraffe grundet korruption i retsvæsenet. Det er således ikke unormalt, at straffe er blevet forlænget fra to til 10 års fængsel. I Afghanistan er opfattelsen af kvinder, der er fængslet for moralske forbrydelser ofte, at de ikke er "gode kvinder". Dokumentaren vinkler således de farlige konsekvenser ved ikke at "tilpasse sig samfundets normer", når det handler om tvangsægteskaber, flugt fra vold i hjemmet eller utroskab. EU har oprindeligt bestilt og betalt dokumentarfilmen med henblik på at skildre kvindernes vilkår i Afghanistan. Det skulle samtidig skabe øget bevågenhed fra det internationale samfund og dermed presse det afghanske styre til at skabe bedre retssikkerhed for afghanske kvinder. Forhåbningen var også at sikre kvindernes frihed fra at blive fængslet for ikke at have gjort noget ulovligt. For nylig har EU's kontor i Afghanistan dog vurderet, at de portrætterede kvinders sikkerhed kan være i fare som følge af deres medvirken i filmen, og man besluttede at censurere filmen. Det betyder, at folk ikke vil have mulighed for at få et indblik i de omtalte kvinders gruelige levevilkår. Hvad værre er, vil en styrket international bevågenhed muligvis udeblive, hvilket netop var en af hensigterne bag filmen og måden, hvorpå kvinderne kunne gå en bedre fremtid i møde. Til trods for filmens censur valgte den afghanske præsident i torsdags at benåde den mest omtalte kvinde i dokumentaren - den 21-årige Gulnaz. Gulnaz blev for to år siden voldtaget, hvilket førte til en graviditet samt en fængselsstraf på 12 år for utroskab. Hvis Gulnaz skulle gøre sig nogen tanker om frihed, var det ved at gifte sig med manden, der havde voldtaget hende. Et grotesk og uhørt scenarie for folk i Europa, men desværre en ofte indtræffende begivenhed i Afghanistan. Jeg hilser i høj grad den afghanske benådning velkommen. Men der skal stadig gøres meget mere for de afghanske kvinder. Derfor finder jeg EUs censur helt uhørt. Hvis det ikke havde været for dokumentarens massive omtale, var Gulnaz ikke blevet benådet. Det kræver derfor øget bevågenhed gennem international handling, hvis der skal sættes en stopper for den massive undertrykkelse af kvinders rettigheder i Afghanistan. Af samme grund har jeg henvendt mig til Europa-Kommissionen i spørgsmålet om, hvorfor EU iværksætter og finansierer en dokumentar, som senere selvcensureres. Jeg stiller mig også uforstående over for EUs begrundelse for at censurere filmen. For hvis det var hensynet til de portrætterede kvinders sikkerhed, mener jeg, man kunne have taget andre midler i brug end censur så som anonymisering og sløring af deltagernes ansigter. Derved ville de afghanske kvinder kunne drage nytte af den internationale opmærksomhed, filmen ville skabe uden dog at gå på kompromis med deres sikkerhed. Endelig har jeg bedt Kommissionen forholde sig til, hvordan filmens censur stemmer overens med EU's grundlæggende målsætninger om at fremme demokrati og menneskerettigheder i tredjelande. Ole Christensen - medlem (S) af Europa-Parlamentet siden 2004. Borgmester i Brovst i 1998-2002.