Aalestrup

Uhygge for alle pengene i Aalestrup

Orker i bymidten

AALESTRUP:Det er almindeligt anerkendt, at tilstedeværelsen af køllebevæbnede orker kan være skidt for omsætningen i butikker. Ikke desto mindre er handelsstandsforeningen i Aalestrup selv indblandet, når uhyggen flytter ind i byens gader fredag aften. Det handler selvfølgelig om Halloween. I den anledning er et væld af uhyggelige aktiviteter sat i scenen i byens mere centrale dele. De uhyggelige orker er en del af løjerne, og byens børn vil kunne få sig en god gedigen slåskamp mod bæsterne i en ring, der er sat op på torvet. Før det går løs, kan de selv få lavet et sværd og en kappe i Jydeværkstedet. Blandt aftenens øvrige uhyggespredere er spøgelsestovet, som ruller gennem Aalestrups gader, den magiske kiste på torvet og så kan man deltage i en skattejagt fra Aalestrup Bibliotek med det rimelige formål at opstøve den ulykkelige ¿Deloras sjæl¿. Når bægeret er fyldt med uhygge serverer Knaberkongen og Knaberpige varm suppe - uhyggeligt varm kunne man vel sige.