Aalestrup

Uhyggen spreder sig i Aalestrups bymidte på fredag

AALESTRUP:Uhyggen - og hyggen - er i højsædet, når mange af Aalestrups butikker fredag 27. oktober holder åbent til klokken 21.00. Aftenens By Night-tema er nemlig Halloween, og det hele begynder klokken 18.00, hvor der tændes faktler og levende lys i udhulede græskar ved butikkerne i Vestergade, Borgergade og Jernbanegade. Samtidig slippes flere Halloween-spøgelser løs i byens gader, der uddeler konkurrencekuponer. Og på Torvet vil de første 50 børn få udleveret gratis maling og et lærred. - Børnene kan male deres egne Halloween-malerier, som fra 1. november udstilles på Aalestrup Bibliotek. Desuden vil borgmesteren komme forbi og udvælge de tre bedste malerier, som præmieres, siger Lene Neel Christensen, der er medlem af Aalestrup Handelsstandsforenings Halloween-udvalg. Det er Halloween-udvalget, der står for By Night arrangementet. - Vi har lagt op til, at børn kan klæde sig ud og få slik i butikkerne, som der er tradition for i USA, siger Lene Neel Christensen. Under hele arrangementet vil Sparekassen Himmerlands tog køre rundt i byens centrum med udgangspunkt fra Torvet. På Torvet kan både store og små desuden købe pølser, sodavand og andre forfriskninger.