Ujævn doku-action

"Green zone"

Matt Damon spiller Roy Miller som opdager, at der er noget galt med de amerikanske efterretninger. Still.

Matt Damon spiller Roy Miller som opdager, at der er noget galt med de amerikanske efterretninger. Still.

Handlingen i "Green zone" tager sit udgangspunkt i 2003. De amerikanske tropper invaderer Irak på bagrund af mistanken om at Saddam Hussein har faciliteterne og teknologien til at producere masseødelæggelsesvåben. I dag ved vi, at det aldrig lykkedes de amerikanske styrker eller Hans Blix og hans våbeninspektører at finde WMD's - Weapons of mass destruction. Til stor harme blandt krigens modstandere. I "Green zone" hældes der nyt benzin på kritiker-bålet, når filmen udvisker grænsen mellem fakta og fiktion og postulerer, at den amerikanske regeringen fra dag ét har været klar over, at der ingen WMD's var at komme efter i Irak. Og at man tillige har holdt sandheden skjult for offentligheden ved at udføre skinaktioner mod en række opdigtede mål. Så imens de amerikanske soldater risikerer liv og lemmer i de irakiske gader, holder den øverste kommando pressen i et jerngreb, så kun de rigtige historier når avisernes spaltelinier. Det er konspiration i høj stil blandet op med spredte fakta. Matt Damon spiller hovedrollen som Chief Warrant Officer Roy Miller. Efter en række resultatløse aktioner mod formodede depoter med masseødelæggelsesvåben begynder han at stille spørgsmål til de amerikanske efterretninger. Men da hans spørgsmål afvises med ordren om at udføre sit arbejde, går han selv i gang med at opsøge sandheden om den mystiske meddeler "Magellan". Filmen camouflere sig som en dokumentar, og derfor er karaktererne klogelig holdt meget nedtonede. Det virker troværdigt, og det gælder faktisk over hele linien. Her er ikke tale om overspillede macho actionmennesker, men noget der ligner rigtige mennesker af kød og blod. Det bidrager i høj grad, til at vi tror på filmens univers. Filmen er instrueret af britiske Paul Greengrass, som også arbejdede sammen med Matt Damon i de seneste to Bourne-film. Greengrass benytter sig i helt ekstrem grad af håndholdte kameraføring. Det underbygger følelsen af, at man er med, der hvor det sker, i Iraks gader. Men det er ind imellem frygtelig irriterende, da kameraet, selv i dialogscenerne, er uroligt som var alt optaget i stormvejr. Og de fleste af kampene i "Green zone" foregår ikke i gaderne, men blandt diplomater og efterretningsfolk indenfor pigtråden i amerikanernes egen lejr. Her bruges ord, trusler og pressekontrol som våben i stedet for M4-rifler. "Green zone" er på en gang en typisk amerikansk historie om den enlige soldat som kæmper mod system og uretfærdigheder. På den anden side er det en forfriskende film, som for en gangs skyld tør at trodse den amerikanske patriotisme, og sår tvivl om den måde amerikanerne fører krig på. Men der er også en film, som lider under identitetsproblemer. For "Green Zone" ved ikke, om den vil være en actionfilm eller en politisk triller. Den ender lige midt imellem, og lige midt i karakterskalaen. På ingen måder prangende, men jævn god underholdning er det da. Af Stian Fabricius Swane stian.swane@nordjyske.dk "Green zone" USA, 2010 Instr.: Paul Greengrass. Inspireret af bogen: "Imperial life in the Emerald City" af Rajiv Chandrasekaran. En time, 53 minutter. Tilladt fra 15 år. Med: Matt Damon, Greg Kinnear, Brendan Gleeson, Khalid Abdalla.