Ujævn dramatisk rejse
Schubert og Brahms
Starten på torsdagskoncerten med titlen "En dramatisk rejse" lovede ikke alt for godt. Schuberts h-mol symfoni ("Den ufuldendte") blev i den unge italienske dirigent Pietro Rozzis hænder en gennemgående afdæmpet affære med førstesatsens vemodige sidetema som grundkarakter. I begge satser savnede man i den grad en fornemmelse af rytmisk fremdrift, der hvor den musikalske energi udmåler tiden og skaber rummet. Lyspunkterne var Judith Blauws obosolo og den nye soloklarinettists solo i anden satsen, hvor Schuberts musik pludselig blev nærværende. Det blev ikke meget bedre i Johannes Brahms' "Schicksalslied" for kor og orkester fra 1871, hvori Filharmonisk Kor medvirkede. Koret sang for så vidt smukt, men værket rummer ikke samme melodiske rigdom som f.eks. "Ein Deutsches Requiem" og alt-rhapsodien fra de tidligere år. Og igen savnede man nerve og nærvær i en opførelse, som mest af alt stillede sig tilfreds med at være pæn og dekorativ. Det ændrede sig heldigvis efter pausen, hvor Brahms' første symfoni var på programmet. Her fik hovedtemaet og store dele af første satsen tilført lidt af den passion og sturm und drang, som man havde savnet i første afdeling. Den smukke anden sats blev bevægende og nærværende med fin dynamisk fylde i strygerkorpset. Og endelig satte sidstesatsens alpehorntema, oprindeligt komponeret til Clara Schumann, og det majestætiske sangtema bevægelse og sejrsstemning frem mod symfoniens uundgåelige klimaks. Men Brahms-symfonien gav også Rozzi og symfoniorkestret en musikalsk substans at arbejde med, som man havde savnet i den første afdeling. Tore Mortensen kultur@nordjyske.dk Aalborg Symfoniorkester: Schubert, Brahms Filharmonisk Kor dir.: Pietro Rozzi Aalborghallen, torsdag aften
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.