Ukendelige ishockeymestre tager anden sejr i træk

Esbjerg Energy har lagt en lang serie af nederlag bag sig og bankede søndag Sønderjyske 6-2.

Action Foto: Scanpix/Jan Korsgaard

Action Foto: Scanpix/Jan Korsgaard

Ishockeymestrene fra Esbjerg Energy er godt i gang med at rejse sig fra en mareridtsstart på sæsonen.

Søndag sikrede vestjyderne sig den anden sejr i træk i Metal Ligaen, da ligaens nummer to Sønderjyske blev nedlagt med 6-2.

Det er blot to dage siden, at Esbjerg-spillerne afsluttede en nederlagsserie på seks kampe med en 4-1-sejr over bundproppen Herlev Eagles.

Nu begynder det så småt at lysne for det hårdtprøvede mandskab, der åbnede målfesten på egen is midtvejs i første periode med to scoringer inden for to minutter ved Ryan Martindale og Brock Nixon.

De to canadiere var på pletten igen midtvejs i anden periode med en scoring hver, så stillingen var 4-0 før sidste periode.

Amerikanske Derek Damon fik reduceret for gæsterne i begyndelsen af tredje periode, inden Esben Nielsen og Søren Nielsen gjorde det til 6-1. Sønderjyskes Harrison Reed scorede kampens sidste mål.

Ligaens nummer tre fra Rungsted måtte se sig slået 1-4 ude mod Frederikshavn White Hawks, mens Herning Blue Fox vandt 4-0 hjemme over Gentofte Stars.

Metal Ligaen toppes fortsat suverænt af Aalborg Pirates, der ude slog bundproppen Herlev Eagles med 5-2 i søndagens sene kamp.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.