Fodbold

Ukendte AaB'ere

AaB's spillere er ikke ligefrem store navne i England

MANCHESTER:Selvom Manchester United allerede har mødt AaB en enkelt gang i Champions League, så er det ikke ligefrem den store genkendelse, man støder på blandt klubbens fans, når snakken falder på AaB's spillere. Kun den polske lejesvend Marek Saganowski får et lys til at gå op for de engelske fans, efter polakkens rimeligt succesfulde første sæson i Southampton. Og så har enkelte set AaB's kamp mod Tottenham i UEFA Cup'en sidste år og husker derfor også Thomas Enevoldsen, når de får at vide, at det var ham, der scorede på langskud i begyndelsen af kampen. - Jeg husker ikke rigtigt nogen AaB-spillere fra kampen i Aalborg, siger Mike Devine fra Irland, der følger United tæt og selv har spillet for klubbens ungdomshold tilbage i halvfjerdserne. - Men det var da flot, at de kunne slå Celtic, uddyber han. Selvom AaB'erne ikke får en klokke til at ringe hos United-fansene, så er det straks anderledes med de danskere, der i har optrådt for "de røde djævle". Schmeichel størst - Peter Schmeichel var en fantastisk målmand, og så kan jeg også huske ham forsvarsspilleren Sivebæk, siger Jay Berger, der også nikker genkendende til navnet Jesper Olsen. Mads Timm, der i en årerække var på Manchester Uniteds ungdomshold og også fik en enkelt kamp for holdet i Champions League mod Maccabi Tel Aviv, er til gengæld ikke en, som får genkendelsen til at lyse ud af fansene. Først når man fortæller, at han røg i fængsel efter et færdselsuheld, kan enkelte huske ham. Selvom han spillede for en konkurrerende klub, så er Jan Mølby nok den danske markspiller, som de fleste kan huske i England. - Han havde en fremragende teknik, og han var en god fodboldspiller, lyder det samstemmende fra de irske fans, inden de næsten samtidig uddyber med sætningen: - Fat bastard.