Uklædeligt motiv bag angreb på bog

Det fyger med stødende skældsord som "fusk" og "plagiat", når en af forskerne på Søren Kierkegaard Forskningscentret, Peter Tudvad, skal vurdere kollegaen Joakim Garffs fire år gamle værk "SAK".

I sin tid har Tudvad haft værket til gennemlæsning - uden at gøre de helt store ophævelser. Nu er der til gengæld pludselig alt muligt i vejen med "SAK", som angiveligt er uhæderligt ved at give sig ud for at være en biografi om Søren Kierkegaard og ikke bare en bredt fortællende roman-agtig beretning, bygget på sekundære kilder. Hvad er mon motivet til det pludselige udfald? Måske bortfra det meget lidt klædelige, at Tudvad tilfældigvis er aktuel med sin egen udlægning af den store tænkers tid i bogform, "Kierkegaards København".