Uklarhed om økonomi bag nyt stadion

Fortuna Hjørring hilser kommunens låneplaner velkommen, men vil ikke være med til en skrabet model

HJØRRING:Fortunamanager John Robert Larsen hilser kommunens planer om at låne penge til det nye stadion ved Park Vendia særdeles velkommen. Fortunamanageren understreger dog, at Fortuna ikke vil være med til en skrabet model. - Hvis vi skal være med, så skal stadion opfylde UEFAs krav, siger John Robert Larsen. Han betegner de foreløbige planer om et stadion til 17 mio. kroner som en skrabet model. - Vi ser gerne, at kommunen låner pengene til det nye stadion, hvis det er muligt. vi kan sagtens finde andre ting, at bruge vores penge til, siger john Robert Larsen med henvisning til de syv millioner, som Fortuna har lovet at stille med. Byrådet har lovet at komme med 10 millioner kroner. Alt afhængig hvem man spørger svæver der beløb på alt fra 10 mio-26 mio. kroner på et et eventuelt nyt stadion. Den billigste model er på 10 millioner og 300 siddepladser. Den ses som første etape. Den model er helt uspiselig for Fortuna Hjørring. - I den model er der ikke engang så mange siddepladser som i det gamle stadion, siger John Robert Larsen. Han peger på, at 17 mio. kronersversionen er for skrabet. - Reelt kommer projektet til at koste 22 mio. kroner, fordi der skal indregnes udgifter til at flytte lysanlæg samt byggemodning, siger John Robert Larsen. - Desuden bliver prisen på græstæppet et par mio. kroner højere end først antaget. Banen kommer til at koste 4,5 mio. kroner. De mange beløbsstørrelser på stadionprojektet afslører, at det reelt er meget svært på nuværende tidspunkt at vide, hvad det nye stadion kommer til at koste. - Vi kan overveje at lave en omvendt licitation, siger fritidskonsulent Mogens Larsen fra Hjørring Kommune. Embedsmændene er nemlig nødt til at forholde sig til de udmeldinger, der har fået fra politikerne. Og indtil videre er det altså de 10 mio. kroner som byrådet har lovet og de syv mio. kroner som Fortuna har stillet i udsigt, at klubben vil komme med. Fortunas John Robert Larsen lægger ikke skjul på, at Fortuna regner med, at deres del af pengene kan investeres i en 3. sal, hvor klubben kan få kontorer, samt VIP-loungen og cafeteriaet på 2. sal, som Fortuna ønsker at drive. - Vi ønsker ikke at lave et nyt Bernabeu (Real Madrids hjemmebane, red.) i Hjørring, men vi skal have et stadion, der kan rumme 10.000 tilskuere, siger John Robert Larsen. Borgmester Bent Brown bekræfter, at kommunen arbejder med flere forskellige skrabede modeller alt afhængig af, hvormange penge der er til rådighed. - Vi skal snart have en fuldstændig afklaring af , hvor mange penge vi råder over. jeg forventer, at vi snarest holder et møde med fortuna Hjørring om sagen, siger Bent Brown. - Det haster. Vi lægger op til, at der skal kunne spilles fodbold på et nyt stadion 1. august næste år. Dermed er det også afgjort, at et nyt stadion ikke står parat til Dana Cups 25 års jubilæum næste år.