Pension

Uklogt at love fredning

65 år. Det er aldersgrænsen for at opnå folkepension. Sådan har det været siden 1. juli sidste år, og sådan skal det fremdeles være. Det mener den konservative leder, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K). Han vil frede folkepensionen i de forhandlinger om reformer, der er i vente, når Velfærdskommissionen sidst på året barsler. Bendt Bendtsen vil gerne ændre på efterlønnen, men altså ikke på folkepensionen. Hensigten er god nok, for han mener af et ærligt hjerte, at grænsen ved de 65 år er ret og rimelig. Desuden er nedsættelsen fra 67 til 65 år fortsat så ny, at den bør have tid til at blive indarbejdet - det skaber usikkerhed, hver gang reglerne ændres. Men trods de pæne hensigter virker Bendt Bendtsens fredning ikke særlig gennemtænkt, for den ligger ganske langt fra de signaler, som det andet regeringsparti har udsendt. Venstre har ikke lagt skjul på, at både efterløn og folkepension kan komme i spil, når rapporten fra Velfærdskommissionen skal følges op med konkrete forhandlinger. Derfor skaber Bendtsens udspil usikkerhed om regeringens intentioner. Hvad værre er, så antyder udtalelserne også, at det mindste regeringsparti, som netop gik til valg på ønsket om reformer af det overdådige danske velfærdssystem, måske begynder at vakle. Tidspunktet er meget dårligt valgt. Det danske samfund skriger på en gennemgribende reform af velfærdssystemet, hvor de 80 procent rigeste betaler til de 80 procent fattigste - og undervejs bruges umådelige summer på administration og sindrig omfordeling. Bendt Bendtsen har ret så langt, at efterlønnen er den velfærdsydelse, der først bør reformeres - helst ad åre afskaffes. Ordningen var god, da vi havde en meget høj arbejdsløshed, der hindrede unge i at komme ind på arbejdsmarkedet, men den har levet sin tid ud. Afskaffelsen skal naturligvis ske med respekt for de indbetalte beløb og med et fornuftigt varsel - men vil raske folk ikke arbejde frem til pensionsalderen, så er det helt i orden, bare de selv betaler. Ved at frede folkepensionsalderen indsnævrer den konservative leder spillerummet alt for voldsomt, før forhandlingerne overhovedet er begyndt. Det er ikke for snedigt.