EMNER

Ukrænkelig

YTRINGSFRIHED:De varmeste fortalere for ytringsfrihed og imod (selv)censur, når det vel at mærke går imod muslimer, har i de senere mange år været folk fra Dansk Folkeparti. I forbindelse med "Muhammedkrisen" fik partiet endda overbevist et stort flertal i befolkningen om, at ytringsfriheden er ukrænkelig. Selv vores grundlov siger, at "censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres". Alligevel tordner Dansk Folkepartis unge håb Marlene Harpsøe nu frem og vil forbyde brugen af en dansk bog skrevet af en dansk forfatter i Danmark, og denne bog skal ifølge frk. Harpsøe "udelukkes fra pensum på læreruddannelserne". I den forbindelse mangler vi at høre Dansk Folkepartis top forklare, om man er enig i dette synspunkt, og om man nu vil kæmpe for indførelse af censur i Danmark, alene fordi man ikke bryder sig om bogens konklusioner? I øvrigt kan jeg kun anbefale denne fremragende bog af Helle Hinge - ”Medborgerskab – fra teori til praksis”.