Ukraine brød russisk dominans

.Sovjetunionen vandt verdens mest prestigefyldte holdturnering for landshold Skak-OL hver gang fra landets første deltagelse i 1952 og frem til 1976, hvor man boykottede turneringen i Haifa af politiske grunde, hvilket tillod USA at snuppe guldet. Buenos Aires 1978 skulle naturligvis have set en tilbagevenden til den naturlige verdensorden, men Ungarn havde den store ære, glæde og fornøjelse at vinde turneringen foran USSR. Skak-OL i Argentina huskesiøvrigt med stor glæde i Danmark, idet vi med en flot syvendeplade trods fravær af Bent Larsen fik den bedste placering siden femtepladsen i Haag 1928 og sølvet i London 1927, hvor vi kun på brætpoint henvistes til andenpladsen af Ungarn, som vi havde banket 3-1. Sovjetunionen kom på ret køl igen og dominerede gennem firserne, og efter opløsningen af USSR overtog Rusland rollen som guldabonnenter fra 1992 og frem til efterårets 36. udgave af Skak-OL i Calvia på Mallorca, hvor Rusland trods fraværet af Kasparov, Kramnik og Karpov var klare favoritter med et holdsnit i rating på over 2700. Man havde dog et handicap i de første fem runder, da andetbrættet Peter Svidler var optaget af sit sekundantjob for Kramnik i matchen mod Leko. Ukraine, som i 2002 vandt VM for hold foran Rusland, fik en superstart med tre 4-0 sejre, og derefter kom topmødet med Rusland allerede i fjerde runde. Ukraine vandt med 2,5-1,5 efter gevinst med sort af Vasili Ivantjuk på topbrættet, og siden gik det stort set planmæssigt for Ukraine, mens nye skuffelser som et knebent nederlag til Georgien ventede russerne, der i slutstillingen havde hele tre brætpoint op til de nye guldvindere fra Ukraine! 1. Ukraine 39,5 point af 56 mulige. 2.-3. Rusland og Armenien 36,5 point. 4. USA 35 point. 5. Israel 34,5 point. 6. Indien 34 point. 7. Cuba 33,5 point. 8. Holland 33 point. 9.-11. Bulgarien, Spanien A og Grækenland 32,5 point. 12.-20. Polen, Schweiz, Usbekistan, Serbien/Montenegro, Tyskland, Slovenien, Hviderusland, Filippinerne og Rumænien 32 point og 21.-28. Georgien, Aserbajdsjan, Frankrig, Kina, Bosnien, Kasahkstan, Litauen og Danmark alle 31,5 point. Tjekkiet, England og Ungarn var blandt holdeneet halvt point under Danmark, der var højestplacerede nordiske nation og i fint selskab med blandt andre Frankrig og Kina på samme pointtal. Der deltog 128 hold i åben række. Den 35-årige regerende europamester Vasili Ivantjuk sad kun over i en af Ukraines 14 matcher og med 9,5 point af 13 mulige var han på det hårde topbræt sit holds mest værdifulde spiller. Den unge eksverdensmester Ruslan Ponomarjov måtte nøjes med 4 af 8 på bræt 2, mens den 18-årige Andrei Volokitin scorede 8,5 af 12 på bræt 3. Alexander Mojsejenko og Pavel Eljanov stod for henholdvis 5 og 6 point i 8 partier, mens den kun 14-årige Sergej Karjakin som anden reserve gjorde lyst omkring sig med pointhøsten 6,5 point i syv partier. Karjakin er yngste OL-guldvinder nogensinde, og Karjakins score gav ham bedst scoringsprocent på bræt 6 og dermed individuel guldmedalje, og så havde den unge mand en astronomisk præstationsrating på 2929. Hos Ruslands sølvvindere bidrog Alexander Morozevich, Peter Svidler, Alexander Grischuk og Alexei Drejev alle med 6,5 point. Morozevich og Grischuk brugte dog 11 partier, mens Svidler og Drejev kun spillede 9 partier. Alexander Khalifman fik 3,5 point i 6 partier, mens Vadim Svjaginsev med 7 af 10 var en bedre reserve. Bronzevinderne Armeniens point blev fordelt på Vladimir Akopjan 4/8, Levon Aronjan 8/12, Rafael Vaganjan 9,5/11, Smbat Lputjan 8/12, Gabriel Sargissjan 5,5/8 og Artashes Minasjan 1,5 af 4 mulige. Før fjortende og sidste runde gik der rygter, om at matchen Armenien-Georgien skulle være aftalt på forhånd, og mistankerne fik ny næring af store væddemål på internetbettingsitet www.betsson.com, hvor der spilledes på en stor armensk sejr i en ellers på papiret jævnbyrdig match. Den israelske skakføderations præsident Innon Boim gjorde på forhånd turneringsleder Ignatius Leong opmærksom på dette i et brev. Georgien levede op til mistilliden ved at udelade den tidligere europamester Asmajparashvili og Jobava, der med sejr over Grischuk havde sikret Georgiens choksejr mod Rusland to dage før og iøvrigt med 8,5 af 10 blev topscorer på bræt 4. Georgiens spil var heller ikke godt, og man tabte 0,5-3,5 med et langt dyk i tabellen til følge, hvilket dog ikke syntes at påvirke de spøgende georgieres gode humør. Noget mere opløftende for israelerne var Boris Gelfands opvisning mod Bulgarien i runde 4, hvor turneringens måske bedste parti blev spillet. Hvid: Gelfand. Sort: K. Georgiev. 1. d4, Sf6 2. c4, e6 3. g3, Lb4+ 4. Ld2, Le7 5. Lg2, d5 6. Sf3, o-o 7. o-o, c6 8. Lf4, Sbd7 Her kan også med Ivantjuk spilles Db3, men Gelfand ofrer en bonde. 9. Sc3, dxc4 10. e4, a5 11. Te1, Te8 Nu gennembrud i centrum. 12. d5, cxd5 13. exd5, Sc5 14. Se5, exd5 15. Sxd5, Sxd5 Gelfand nævner selv Le6 med godt spil for sort. Gelfand tager nu chancen med et springeroffer. INDSÆTDIAGRAM1 HER... 16. Sxf7, Kxf7 Computerprogrammer og Gelfand anbefaler 16. Sxf7, Sxf4 17. Sxd8, Txd8 18. Dc2, Sfe6 19. Dxc4, Td4 20. De2, Ld7 21. Tad1, Lf6 22. Ld5 med uklart spil. Nu jages den sorte konge ud af sit skjul. 17. Lxd5+, Kg6 Hindrer Dh5, men nu kommer tårnet frem på banen! 18. Te5, Lf5 Der truede mat i to træk, og på h6 anbefaler nogle kilder 19. Dc2+, men tjek nu også 19. Dh5+, Kh7 20. Lg6. Nu ofrer hvid igen, og dermed er et tårn investeret! 19. Txf5, Kxf5 20. Dh5+, Lg5 På g5 er der mat i et par træk med 21. Dxh7+, som også spilles nu. 21. Dxh7+, Kf6 Her taber g6 hurtigt efter 22. Dh3+, Kf6 23. Lxg5+ med mat eller damefangst. 22. Lxg5+, Kxg5 23. Lf7, Dd6 24. Dxg7+, Kf5 25. Lxe8, opgivet. De to næste Skak-OL spilles i Torino 2006 og i Dresden 2008.