EMNER

Ukraines parlament kræver landets soldater ud af Irak

KIJEV:Ukrainske parlamentarikere bad fredag den afgående præsident, Leonid Kutjma, om at trække de cirka 1600 ukrainske soldater hjem fra Irak. På trods af den regeringskrise, deres land befinder sig i, stemte 257 af de 450 parlamentsmedlemmer for beslutningen, som var fremsat af den kommunistiske gruppe. De ukrainske soldaters deltagelse i den amerikansk-ledede koalitionsstyrke i Irak forbedrede Kijevs forhold til USA, men siden er det blevet mere anspændt efter, at Kutjmas regering er blevet beskyldt for at have solgt radarsystemer til Iraks diktator Saddam Hussein, mens han endnu sad på magten i Bagdad. Begge de kandidater, der står til at tage over efter Kutjma har sagt, at soldaterne bør vende hjem, men oppositionen presser på for at fremskynde tidsplanen. /ritzau/