Ukrainsk bjørn klar for AaB

Kæmpebacken Dmitri Yakushin vender tilbage til Aalborg

AALBORG:Efter en hel sæsons forgæves jagt har AaB Ishockey endelig sikret sig sin ønskeback. 27-årige Dmitri Yakushin vender efter en enkelt sæsons afstikker til hviderussisk ishockey tilbage til Aalborg og AaB, hvor han har underskrevet en to-årig kontrakt, som klubben kan ophæve efter et enkelt år. - Det er en kæmpeforstærkning af vores defensiv til næste sæson. Jeg har ikke set nogen med Dmitris fysiske kvaliteter i Isligaen i denne sæson - ikke engang Hernings Todd Simpson, jubler AaB Ishockeys direktør Ole Nielsen, der længe har skulet misundeligt til den hviderussiske tundra-flække med det uudtalelige navn Khimvolokno, hvor Yakushin har sat sine bidske tacklinger ind på det seneste. - Det er ingen hemmelighed, at vi har forsøgt at kapre Yakushin i lang tid. Da han var her i sæsonen 2003/2004 skabte han en enorm fylde og tryghed. Han er en type, der virkelig rydder op foran målmanden. Desuden er han en ledertype med en professionel attitude og mange menneskelige egenskaber herunder gode sprogkundskaber, roser Ole Nielsen. Slikker sår AaB'erne slikker fortsat sårene ovenpå de mange tærsk som Herning tildelte nordjyderne i den tabte guldserie. At AaB endnu engang blev snydt "I Dansen om Guldkalven" skal primært tilskrives manglen på fysik. Den vil Dmitri Yakushin være garant for i den kommende sæson. Hans solide kropsbygning og gnistrende temperament virkede direkte skræmmende på modstanderne, som i mange tilfælde slog sig voldsomt, når de blev konfronteret med den ukrainske damptromle i forrige sæson. Spørg bare i Rødovre, hvor Yakushin var ved at flytte bandebarrieren, da han med en arm flåede Ronnie Thomassen ind i plexi-glasset. Her lå Rødovre-forwarden længe efter lidende på isen. Yakushin selv kørte bare væk med en ligegyldig attitude, der imidlertid eksploderede sidst i opgøret, hvor ukraineren ville i næveklinch med Rødovre-backen Kasper Pedersen, der havde overfaldet Aleksandr Ageev. Seks holdkammerater fik dog ekskorteret den rasende Yakushin, der havde ild i blikket, ud i udskiftningsboksen. - Det er en mest "toughe" back jeg nogensinde har set i dansk ishockey, udtalte en måbende Rødovre-træner Karsten Arvidsen efter den magtdemonstration. Vælter ikke budgettet Selvom AaB åbenlyst har jagtet Yakushin over en længere periode er prisen ikke blevet drejet op på et absurd niveau. - Han kommer nok i top-tre i vores lønhierarki. Men han vælter ikke budgettet, og vil derfor ikke forhindre os i at sikre yderligere forstærkninger til næste sæson. Faktisk bliver hans månedsløn ikke radikalt større end sidst, hvor han var her i langt kortere tid, konstaterer Ole Nielsen. Med underskriften fra Dmitri Yakushin har AaB Ishockey sikret sig papir på fem backer til den forestående sæson. Udover ukraineren vil tjekken Martin Rethjar, finske Tapio Sammalkangas, den danske landsholdspiller Mads Møller og unge Daniel Villadsen også optræde i den røde trøje i sæsonen 2005/2006. Hængepartier Desuden er der hængepartier med Frederik Åkesson, Pavel Komarov og Martin Thimm. Givet er det, at canadieren Jason Mansoff sendes hjem efter en skuffende indsats på dansk is. AaB har længe været på udkig efter en mere spillende back end de mere fysiske prototyper, man har haft i folden i de to seneste sølvkampagner, og en sådan kunne være på vej til næste sæson. Desuden skal de unge talenter også tildeles et større spillemæssigt ansvar. Det kan derfor betyde mere istid til håbefulde spillere som Daniel Villadsen og Martin Thimm. På landsholdet Ifølge Ole Nielsen glæder Dmitri Yakushin sig meget til at returnere til Aalborg. I øjeblikket ligger backen i træningslejr med det ukrainske landshold op til A-VM i Østrig, hvor den østeuropæiske nation skal møde netop Danmark i en nøglekamp i den indledende gruppe. Yakushin er efter flere sæsoners fravær, på grund af en disput med træneren, atter fundet værdig til nationalmandskabet. Endda i en tid, hvor Ukraine kan disponere over alle sine lock-outede NHL-stjerner. Man må så bare håbe, at den brølestærke Yakushin ikke er alt for voldsom ved de danske forwards i Østrig.