Ukrainsk kontrolpost angrebet nær grænse til Rusland

Bevæbnede mænd gik til angreb på en ukrainsk kontrolpost, men lykkedes ikke med at overtage den fra militæret.

Udland 8. maj 2014 22:49

Omkring 40 bevæbnede mænd har torsdag angrebet en ukrainsk kontrolpost tæt på den russiske grænse ved Lugansk.

Mændene forsøgte at tage kontrol over posten, men blev slået tilbage af ukrainske styrker, meddeler grænsevagten i Kijev.

Ifølge grænsevagten ankom to minibusser til grænsen, som om de skulle krydse Isvarino-kontrolposten, der ligger i den østlige region Lugansk.

Efterfølgende sprang mændene ud af bilerne, omringede posten og rettede deres våben mod vagterne. De bad vagterne om at lægge deres våben, hvilket vagterne nægtede.

I stedet åbnede vagterne ild mod gruppen, som svarede tilbage med benzinbomber.

Angrebet endte med, at mændene i minibusserne flygtede fra stedet.

Lugansk er en ud af en række byer, hvor prorussiske separatister og ukrainsk militær kæmper om magten.

Flere sammenstød mellem parterne har kostet adskillige liv på begge sider.

Kampene er intensiveret, efter at Rusland annekterede Krim-halvøen efter en kontroversiel folkeafstemning i marts. Separatisterne i den østlige dele af landet ønsker ligeledes uafhængighed fra Ukraine, der siden februar har haft en overgangsregering.

Den tidligere regering blev væltet efter et folkeligt oprør i Kijev. Maidan Pladsen blev centrum for oprøret i februar, og her ruster man sig nu til mulig kamp mod de prorussiske oprørere.

- Vi er mange, mange her, og vi er klar, siger en mand på pladsen til nyhedsbureauet TT.

Efter planen skal befolkningen i flere oprørskontrollerede dele af det østlige Ukraine søndag stemme om løsrivelse fra landet, selv om Ruslands præsident, Vladimir Putin, har opfordret de prorussiske separatister til at udskyde folkeafstemningen.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...