Ukrainsk oprørsborgmester meldes afsat og anholdt

En omstridt separatistleder i Ukraine er tilsyneladende fjernet og anholdt, men rygtet er ikke bekræftet.

Den selvudnævnte borgmester i den ukrainske by Slavjansk, Vjatjeslav Ponomarjov, er blevet afsat og anholdt, skriver det russiske nyhedsbureau Itar-Tass.

Separatistlederen Ponomarjov er angiveligt blevet fjernet af sine egne oprørere tirsdag.

Oplysningen om, at den kontroversielle leder er blevet fjernet, kommer ifølge Itar-Tass fra talsmanden for den frivillige styrke i Donetsk-regionen, som også har været ramme om blodige sammenstød mellem prorussiske separatister og ukrainsk militær.

Det har dog endnu ikke været muligt at bekræfte oplysningen.

- Kommunikationen med Slavjansk er dårlig, og meldinger om pågribelsen kan kun have været en provokation, siger kilder fra den selvudnævnte Folkerepublik Donetsk ifølge nyhedsbureauet NTB.

Lederen fra den selverklærede Donetsk-republik, Denis Pusjilin, vil hverken be- eller afkræfte meldingen.

Vjatjeslav Ponomarjov blev kendt verden over, da han stod bag tilfangetagelsen af en gruppe OSCE-observatører i maj. Blandt fangerne var en dansker.

Før Ponomarjov udråbte sig selv til borgmester, drev han en sæbefabrik.

Han blev i maj sat på EU's liste over personer, der er ramt af sanktioner på grund af sin rolle i Ukraine-krisen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.