Ukrudtsbrændere skyld i masser af brande

Læs, hvordan du undgår at starte en brand - først og fremmest er det klogt at svide ukrudtet på våde dage

Arkivfoto: Peter Mørk
Danmark 1. maj 2017 20:41 - Opdateret 2. maj 2017 07:20

DANMARK: Det er hurtigt og let at komme ukrudtet mellem fliserne til livs med en ukrudtsbrænder. Men det er ikke ufarligt. I årene 2007 til 2016 opstod mindst 1.540 brande ved brug af netop ukrudtsbrændere. Ved at følge nogle enkle tip, kan du minimere brandfaren.

Minimum 1.540 gange i årene 2007 til 2016 måtte brandvæsnet tilkaldes for at håndtere brande, der var opstået ved brug af ukrudtsbrændere. Det viser en opgørelse fra Beredskabsstyrelsen. De fleste brande sker i sommermånederne og ofte i indkørsler og på terrasser, hvor husejere var i gang med at svitse ukrudtet i bede og mellem fliser og grus.

- Ukrudtsbrændere er meget nemme at betjene, men de er også årsag til mange skader, fordi brænderen skaber meget høje temperaturer. Den stærke varme har derved nemt ved at antænde tørre blade, kviste og affald på jorden. Høj varme, tørt vejr og lidt blæst er derfor en farlig kombination. Vi anbefaler, at man kun svitser ukrudtet, når jorden er fugtig og der er nogenlunde læ. Hold derfor øje med vejrudsigten og find ukrudtsbrænderen frem, når der er overskyet eller lige efter en regnbyge, siger skadechef Maiken Russ fra Topdanmark.

Mælkebøtten skal svitses - ikke brændes

Udover at planlægge afbrændingen efter optimale vejrforhold bør man undgå at brænde ukrudtet for hårdt af. Der skal således ikke ret meget varme til, før ukrudtet dør. Ukrudtsplanten skal svitses til bladene bøjer. Så vil planten visne og dø i løbet af få dage.

- Når man ligefrem brænder ukrudtet, påvirkes området omkring ukrudtet også af den stærke varme og det øger risikoen for brandskader. Vi ser tilfælde, hvor meget tørre plæner eller hække er blevet antændt. Sker det, så kan det nemt brede sig til carporten og huset, siger Maiken Russ.

Derfor anbefaler Topdanmark, at man fejer området, inden man bruger ukrudtsbrænderen, og at man har let adgang til fx vandslange eller en spand med vand.

Overhold bestemmelserne

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...