Ukuelig kunstner

Agnete Brittasius fortæller om sine trængsler og succeser som kunstner i sin nye bog. Foto: Bent Jakobsen

Agnete Brittasius fortæller om sine trængsler og succeser som kunstner i sin nye bog. Foto: Bent Jakobsen

selvbiografi ¿Du skal ikke lade dig kue¿ # # # ¤ ¤ ¤ Bogens titels relevans er man ikke i tvivl om, efter at have vendt det sidste blad i Agnete Brittasius¿ selvbiografi. Modstand har der været nok af og øjeblikke, hvor hun var fristet til at lade sig kue og droppe den kunstneriske løbebane. Men som hun er inde på i forordet, så er det kunstneriske talent, hun havde fået i vuggegave, ikke altid noget, man selv vælger fra eller til. Kunsten krævede det selv. Det er en ganske interessant tankegang i denne tid, hvor der diskuteres, om kunstnere kan overleve ved at være i a-kasse og hvorledes de skal, hvis de skal. Noget Brittasius sikkert havde takket nej til, hvilket man så enten kan tage hatten af for eller ryste på hovedet af og tænke, at hun ville være kommet meget længere med sin kunst, om hun havde. Så havde hun ikke behøvet alt det andet arbejde for at kunne leve af sin kunst og ikke mindst forsvare over for sig selv, familien og alle andre om, at hun var kunstner. Agnete Brittasius (født 1935) hed egentlig Brita Jørgensen, men så tog hun sit kaldenavn og mellemnavn til sig for at vise, at hun tog sit kunstneriske virke alvorligt. Det skete i forbindelse med debuten på 1967 på Den frie i København, hvor hun i øvrigt, fordi hun ikke have råd til en ovn, indleverede lerskulpturer lakeret med skosværte, der var soltørret. Navneændringen viser vel splittelsen, mellem at være husmoren og kunstneren. Mellem det at skulle tjene til dagen og vejen og passe familien og samtidig finde tid til at skabe kunst. Hun har taget arbejde forskellige steder og i forskellige sammenhænge og ofte for og med andre mennesker, der kunne trænge til hjælp, lige fra blinde til gamle og skolebørn. Man får i bogen et fint portræt af et menneske, der kerer sig om de andre. Også selvom det gik ud over tiden til hende selv og derved til kunsten og det uden at gå på kompromis med kvaliteten, eller som hun selv siger: ¿Kunst behøver ikke altid være højtideligt, men den skal udføres med højtid af uhøjtidelige mennesker¿. Mange foreninger og mennesker kom ikke forgæves hos hende, når de bad om hjælp. Sygdom har der også været, både psykiske og fysiske, men ind imellem fik hun dog alligevel tiden til kunsten. Hun brugte de forhåndenværende søms princip. Hun brugte det, hun kunne få af materialer, som ler fra marken hjemme hos forældrene, eller tovstumper fra Roblon. Og hun lærte sig selv undervejs de forskellige materialers muligheder, som når nøgen kvinde lærer at spinde. Kreative var hendes løsninger ofte, når hun ikke havde maskinerne, der skulle bruges. Som når en kartoffelskræller blev brugt i begyndelsen til at lave skulpturer. Helt morsomt bliver det, når hun fortæller om hele familien i træsko trampende i værkstedets gulv, for at ryste luftboblerne ud af betonen til et større værk. Og det er sådan, man undervejs i bogen fornemmer, at hendes specielle stil er fremkommet. Ikke som en bevidst opskrift eller strategi. Men det var sådan, hendes livsbetingelser var, og hvad tilfældighederne bragte hende, sammen med et umiskendelige talent, som hen ad vejen er blevet til hendes kendemærke og vandmærke. En profet er aldrig anerkendt i sin egen hjemby, men med årene er hendes ting dog at se rundt om i Frederikshavn, så selvom trængslerne fylder meget i bogen, så er der også glæder og sejre at fortælle videre om. Men måske, som hun selv er inde på, så husker man bedst modgangen og kan undre sig over, at man alligevel slap igennem det hele, når man nu ser det hele i bakspejlet. Bogen er fortalt levende af kunstneren selv til Kirsten Balling og er udgivet på Dafolos forlag. Dafolo, som i øvrigt gennem tiden har sørget for, at mange af Brittasius¿ ting nu står rundt på skoler, rådhuse og andre offentlige steder. At bogen er fortalt, bærer den desværre præg af. Der er næsten ingen afsnit endsige kapitler, som ville have gjort det hele mere læsevenligt og overskueligt. En redigering ville have været på sin plads. Og dertil kommer, at de mange fotos af værker og udstillinger får for lidt plads. De er for små og altid uden mål, så læseren ikke selv kan danne sig et overblik over dimensionerne. Det fortjener hverken kunstneren eller hendes værker. Undervejs i nogle af de største trængsler, hvor hun på det nærmeste er forvist fra udstillinger af andre kunstnere, får Agnete Brittasius at vide, at modstand gør stærk, hvortil hun lakonisk svarer ¿ om man overlever. Bogen viser, at hun overlevede, og at hendes kunst mere end overlever, den lever. Hendes værker kan i øvrigt snart ses, i marts på den årlige Påskeudstilling på Vitskøl kloster, arrangeret af Vesthimmerlands Kunstforening. Troels Laursen kultur@nordjyske.dk [ Agnete Brittasius: ¿Du skal ikke lade dig kue¿ 100 sider, 225 kroner. Dafolo Forlag.