Ukuelig politiker tager fat igen

Erik Janum vender tilbage til politik med et amputeret ben

JERUP:- Det ser ud til, at de har opført sig pænt, mens jeg har været væk. Socialudvalgsformand Erik Janum (V) udtrykker stor tilfredshed med sine byrådskolleger. Men nu vil han tilbage og indtage sin plads. En meget lang og svær sygdomsperiode er ved at være slut, og når byrådet holder årets første møde, sidder han igen i stolen. Han sidder nok ikke helt så godt, som han plejer. Bogstaveligt talt. Et amputeret ben gør det svært at finde hvile. Men han glæder sig til at komme i gang. Forinden tager han imod og fortæller om sit svære sygdomsforløb i en hyggeligt julepyntet stue, hvor han byder på kaffe og kage i massevis. Det er ikke for ingenting et bagerhjem. Men den hjemlige hygge er ikke nok for en mand, der er vant til at have et aktivt liv. - Det med at sidde herhjemme og kukkelure, det du'r s'gu ikke, siger han. - Hvis man lader sine tanker vandre for meget, er det hårdt. Mange operationer En god portion stædighed var medvirkende til, at der blev foretaget den ene operation efter den anden, før Erik Janum gav op og ofrede næsten det halve af sit venstre ben. Det var sukkersyge, der var skyld i de mange operationer. Først var det storetåen, der skulle fjernes. Den var blevet helt sort, og en bypass-operation i benet havde ikke løst problemet. Det gjorde denne operation heller ikke . - Jeg er vendelbo. Vi giver ikke så let op, siger han og forklarer, at han blev ved med at håbe. At alt ville blive godt, hvis han fik bortopereret endnu en tå. Hele syv operationer blev det til i perioden fra august til november. De to i Aalborg og resten i Hjørring. Men det gik ikke, og til sidst måtte den svære beslutning tages. Tre tæer var væk og resten af foden var et stort sår. Han blev sendt hjem fra hospitalet for at tænke tingene igennem, og da han vendte tilbage var han helt afklaret. Benet blev amputeret lige under knæet. To en halv måned måtte Erik Janum tilbringe på Hjørring Sygehus. Og han har masser af ros tilovers for sundhedspersonalet. - Det er en utrolig god behandling, man får. Vi skal tænke over, hvad det er for forhold, vi byder dem. Jeg tror sommetider, vi er noget urimelige, siger socialudvalgsformanden. Fantomsmerter Det med, at man stadig kan mærke lemmer, man ikke mere har, er absolut ikke nogen myte. Det kan Erik Janum bekræfte. - Jeg har utrolig ondt i den storetå, det startede med. Det har jeg haft hele tiden. Han citerer en læge for at sige: - Vi har fjernet foden, men vi har ikke fortalt hjernen, at den ikke skal sende meddelelser derned mere. Derfor vågnede han også om natten ved, at foden - som ikke var der - gik imod fodenden af sengen, og han mærkede, at en sygeplejerske gik ind i den, når han lige stak den ud under dynen. Hjernen glemte også det manglende ben, da Erik Janum en dag forsøgte at rejse sig fra sin stol - og faldt. Det var det ben, han altid plejede at sætte i jorden først. - Jeg spillede klog, mistede balancen og landede på det ben, der ikke var der. Åh, så ondt det gjorde. For Satan! Hans ansigt fortrækker sig i smerte ved tanken. I det hele taget finder han det svært at vænne sig den nye situation. Ikke lige at kunne skynde sig. Og han har fået stor forståelse for de problemer, handicappede har, for eksempel med adgangsforhold. En indsigt, han vil gøre brug af i sit arbejde som socialudvalgsformand. - Jeg sender tit en venlig tanke til gamle fru Randrup (tidligere byrådsmedlem Dagny Randrup (S), der selv er kørestolsbruger, red.), der altid bankede mig i hovedet med, at det skal gøres sådan, at handicappede kan komme ind. Hugger man det af? Hvad går tiden så med, når han sidder alene i stuen og prøver at holde de tunge tanker væk? - Jeg går og øver mig på at trække i tøjet, siger han. Men ensomheden har ikke været tyngende. Familie og venner har været der for ham hele tiden. Også børnebørne, der opfatter det, der er sket med deres bedstefar på helt deres egen måde. Erik Janum morer sig meget over deres kommentarer. Som da den otteårige spurgte: - Hugger man det af, eller saver man det af? Og hvor har de smidt det hen? De er vant til, at når man afleverer noget, der er i stykker, så bliver det lavet, mener Erik Janum. Også byrådskollegerne har været flinke til at ringe. - Jeg har overhovedet ikke følt mig overladt til mig selv. Han har fulgt byrådsarbejdet tæt under hele forløbet og har da også givet sit besyv med indimellem. Blandt andet fik han lov til at komme med sine bemærkninger under efterårets budgetforhandlinger. Et enkelt besøg på et byrådsmøde er det også blevet til. - Man kan ikke være så syg, at man ikke kan følge med. Men ellers står den på træning, træning og atter træning. To gange om ugen tager Erik Janum turen til Hjørring, hvor han er med på et genoptræningshold for amputerede. Og så går han frem og tilbage gennem husets rum i sit gangstativ eller kører en tur i den kørestol, han glæder sig sådan til at slippe af med, når han forhåbentlig snart får en benprotese. Bageriet Fadet med bagerbrød fra Jerup Bageri går rundt en sidste gang. Erik Janum erkender, at der aldrig kommer flere kager fra hans egen hånd. - Bageriet kan jeg ikke komme i mere, det er der ikke noget at gøre ved. Næsten hele familien er involveret i forretningen. Både en søn, en svigersøn, en datter og hans kone arbejder der. Og han håber, at børnene vil overtage det. - Så vil jeg hellige mig det dér job, jeg har nede ved kommunen, smiler Erik Janum.