Når danske skolebørn åbner en låge i årets U-landskalender er de med til at sende 2000 ghanesiske børn i skole. Overskuddet fra U-landskalenderen går nemlig til at støtte IBIS’ arbejde med at bygge skoler og uddanne lærere i Ghana.
Derfor har IBIS sendt otte unge danskere til Ghana, hvor de har besøgt børn, der ikke kommer i skole, fordi vejen er for lang og ufremkommelig. Nu er de unge klar til at dele deres oplevelser med danske skoleelever.
Ghana på skoleskemaet
- I Danmark tager vi det for givet, at børn kan gå, cykle eller tage offentlig transport til nærmeste folkeskole. Men tænk hvis skolen ligger et par timers gåafstand fra hjemmet, og man ikke har adgang til transportmidler – så ser situationen pludselig helt anderledes ud. Vi oplevede selv, hvor besværligt det kan være at transportere sig rundt i Ghana, når vi måtte køre i mange timer af dårlige jordveje, før vi nåede ud til de små landsbyer, siger Christina Alstrup Nielsen.
Til daglig læser hun antropologi på Aarhus Universitet og turnerer nu med Julekaravanen, som IBIS kalder gruppen af unge, der har mærket livet i Ghana og skal rejse Danmark tyndt. 50 skoler er så heldige, at karavanen gør stop på netop deres skole i november og december.
Vilje til viden
Christina Alstrup Nielsen og hendes karavanemakker Nadjala Tinneberg Rahi glæder sig til at fortælle eleverne på Nordstjerneskolen om mødet med de ghanesiske børn. Pigerne har mange historier og indtryk med hjem fra deres rejse.
- I de mindste landsbyer blev vi mødt med enorm nysgerrighed og interesse. Man følte sig velkommen fra første øjeblik. Der blev holdt fest med musik og dans, som vi blev opfordret til at deltage i. Man følte sig hurtigt godt tilpas sammen med disse åbne mennesker, der havde meget lidt, men med glæde inkluderede os fremmede hvide i deres selskab, fortæller Nadjala Tinneberg Rahi, der læser spansk og internationale studier på Aalborg Universitet.
Klog på Ghana
Hvis man ikke er blandt de 50 skoler, der får besøg af Julekaravanen, er der stadig masser af muligheder for at lære om børns hverdag og liv i Ghana. På IBIS’ hjemmeside www.ibis.dk/ulandskalender kan man for eksempel blive inspireret til at lave en guirlande, der symboliserer den lange vej, de ghanesiske børn kan have til skole.