Ullits Skole også i fare for lukning

Forældrebestyrelsen ved Ullits skole samlede mange protestunderskrifter mod lukning

ULLITS:Der rumler stadig rygter om lukningen af en af de to skoler i den sydlige del af Farsø Kommune. Louns Alstrup skole har før været nævnt som en af de skoler, der kunne være i farezonen, og nu menes skolen i Ullits også at være lukningstruet. Det har fået skolens bestyrelse til at gå aktivt ind i kampen for deres børns skole - senest med en underskriftindsamling onsdag aften, da store dele af Ullits var samlet for at overvære musikfesten Rockspiren. Der blev indsamlet mere end 200 underskrifter i protest mod planerne om at lukke skolen i det lille bysamfund, og der var stor forståelse for bestyrelsens initiativ. Det er meningen, at de mange underskrifter inden for kort tid skal afleveres til borgmester H.O.A. Kjeldsen. Forundret Formanden for skolens bestyrelse, Ove Rieks, finder det forkert, at det igen er den sydlige del af Farsø Kommune, der må holde for. - Det kan ikke passe, at man vil lukke en velfungerende skole som den her i Ullits. Hvis kommunalbestyrelsen vælger at lukke Ullits Skole, er jeg bange for, at byen langsomt dør ud, siger Ove Rieks. Midt i alle spareplanerne kunne han dog glæde sig over et flot fremmøde til skolens store musikarrangement. Samtlige klasser fra skolen optrådte med en masse forskellige numre gående lige fra Rod Stewarts klassiker "I'm Sailing" til mere traditionelle numre. Vejret var også med arrangørerne, og det betød, at den store plæne ved siden af Ullits Minihal næsten var fyldt til bristepunktet. For en beskeden sum kunne man købe sig en festivalmenu med revelsben og kartoffelsalat - et indslag, der tydeligt faldt i de mange deltageres smag. Køen foran madteltet var i hvert fald meget lang, og der kom mange rosende bemærkninger om madens kvalitet. Foruden elevernes musikalske indslag var der også optræden af skolens Fame-hold.