Udland

Ullrich indrømmer: Jeg brugte kun bloddoping

Jan Ullrich indrømmer brug af doping i et interview med det tyske magasin Focus.

Ullrich indrømmer: Jeg brugte kun bloddoping

Jan Ullrich har danset om den varme dopingsuppedas i adskillige år, men omsider har den tyske ekscykelrytter fundet tidspunktet til at sige det lige ud: Jeg benyttede doping.

- Jeg har benyttet mig af behandlinger hos Fuentes, siger Jan Ullrich i et interview med det tyske magasin Focus.

Jan Ullrich, som vandt Tour de France i 1997, indrømmer dermed et samarbejde med den dømte spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes.

Fuentes havde en række store cykelnavne på sin kundeliste, før han blev afsløret i 2006, blandt dem Ivan Basso, Tyler Hamilton og altså tyske Jan Ullrich.

Den 39-årige tysker slår imidlertid fast, at han kun benyttede bloddoping.

Han føler sig ikke værre end alle sine konkurrenter, som blandt andre talte Lance Armstrong, der syv gange blev kåret som vinder af Tour de France.

- Jeg er hverken værre eller bedre end Lance Armstrong.

- Næsten alle har taget præstationsfremmende stoffer. Jeg har ikke taget noget, som de andre ikke har taget.

Tyskeren meddelte i 2007, at han indstillede karrieren, men han fortalte dengang, at han ikke havde anvendt doping.

Siden har han nærmet sig en indrømmelse ved flere lejligheder, men uden at sige det direkte.

Jan Ullrich var hjælperytter for Bjarne Riis, da danskeren vandt Tour de France i 1996.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst