Fjerritslev

Ulønnet kamp for epilepsiramte

Lone Nørager fra Hjortdal bliver ny formand for Dansk Epilepsiforening

HJORTDAL:Egentlig har nu nok at bruge tiden på. Arbejdet som handicaphjælper for den 19-årige datter Rikke er mere end fuldtidsarbejde. Alligevel har 40-årige Lone Nørager Kristensen fra Hjortdal sagt ja til at blive Dansk Epilepsiforenings nye formand. Det sker 1. juli. Avisen har taget en snak med hende om jobbet og baggrunden for, at hun påtager sig opgaven. Hurtigt afslører samtalen et engagement og en tro på, at det kan nytte noget at gøre en frivillig og ulønnet indsats, selvom det er et hårdt og tidskrævende arbejde. Datteren Rikke har rygmarvsbrok og er lam fra lænden og ned. Desuden er hun senudviklet. Da datteren var lille, fik Lone Nørager en uddannelse på et advokatkontor og arbejdede på deltid, mens hun fik suppleret op af kommunen og kunne passe datteren. Da så datteren Line, i dag 12 år, kom til verden, gik Lone Nørager på tabt arbejdsfortjeneste på fuldtid. Da Rikke blev 18 år, kunne Lone Nørager blive ansat af Fjerritslev Kommune som hendes handicaphjælper. - Rikke er meget påvirket af epilepsi. Det er en krævende opgave at passe hende, fortæller Lone Nørager. Søgte oplysninger Alligevel har hun formået at involvere sig i Dansk Epilepsiforening. - Jeg manglede oplysninger om sygdommen. Tilfældigvis så jeg i avisen, at der blev indkaldt til generalforsamling i foreningens nordjyske amtskreds. Her blev jeg valgt ind i bestyrelsen, og året efter blev jeg amtskredsens formand, husker Lone Nørager. Den post har hun været glad for, men foreningens vedtægter gør, at hun må sige farvel til den, når hun skal være landsformand. Hun er også landsforeningens næstformand indtil det officielle vagtskifte. - Jeg synes, at arbejdet i foreningen giver mig meget. Det tager meget af min fritid, men det giver også et ekstra overskud, når andre i samme situation giver et skulderklap, fordi jeg har kunnet hjælpe dem, siger den engagerede formand. Hun vil godt indrømme, at hun var lidt betænkelig, da den nuværende landsformand Peer Dahl Junker valgte at træde tilbage. Det var oplagt at pege på næstformand Lone Nørager som efterfølger, og det bliver foreløbigt et år, hvor Peer Dahl Junkers valgperiode officielt udløber. - Så må vi se, hvad der sker til den tid, siger den nye formand. Engageret Hvis nogen skulle få det indtryk, at hun ikke vil hellige sig arbejdet på grund af dårlig tid, må de tro om igen. Hendes engagement er smittende, og hun understreger også selv, at hun altid går ind i en opgave 100 procent. En del af kræfterne får hun ved at kunne tage med datteren Line til ridestævne. Line er en ivrig rytter, og mor får ladet energidepoterne op, når de er afsted sammen. Og så er der også gemalen Jørgen Kristensen, som dog samtidigt klarer et natarbejde på LMD i Løgstør og desuden kører aviser ud til budenes depoter. Lone Nørager får mange arbejdsopgaver som formand. Hun vil gerne skaffe flere medlemmer end de nuværende 6.500. Der skal mere fokus på sygdommen, så især behandlingen bliver bedre. Folk med epilepsiramte i familien skal vide, hvor de kan få hjælp, og så skal andre danskere oplyses bedre om sygdommen. Se også Tæt På, Bagsiden