Ulovlig bane til traktortræk

Meget tyder på, at traktortrækbane må fjernes igen

For mange er det en fornøjelse at deltage i og se på traktortræk, men naboer er langtfra begejstrede. Arkivfoto
Brønderslev 4. februar 2013 16:10

BRØNDERSLEV: Jerslev Heste- og Kræmmermarked samt landboungdommen har anlagt en traktortrækbane på markedspladsen i Jerslev uden at der er givet tilladelse til det.

Meget tyder på, at banen nu skal nedlægges igen.

Tirsdag skal kommunens miljø- og teknikudvalg tage stilling til, om banen kan lovliggøres.

Det er en nabo til banen, der har gjort opmærksom på den ulovlige bane. Banen er anlagt dels uden tilladelse, dels på kommunens jord.

Nu har landboungdommen og Jerslev Heste- og Kræmmermarked søgt om, at banen gøres lovlig, og at den bliver permanent. Der er planer om fem årlige arrangementer på banen.

Spørgsmålet har været i høring hos naboer, og tre naboer er imod, at der tillades en permanent bane. Indsigerne frygter for støj og forurening fra banen. Naboer fortæller, at de ikke kan opholde sig i haverne, når der er traktortræk-arrangementer. En af klagerne kan acceptere, at banen benyttes i forbindelse med markedet, men ønsker ikke, at den benyttes derudover.

Området er udlagt til boligformål. Kun en lille del er bebygget, og resten er udlagt til markedsplads.

Kommunens egen forvaltning mener ikke, at der bør gives tilladelse til en permanent bane. Det kræver en godkendelse af byrådet. Dertil kommer, at der er særlige drikkevandsinteresser.

Der lægges op til, at Jerslev Marked får påbudt at retablere området.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...