Ulovlig eksport af ål afsløret i Aarhus
Container med ål skulle til Japan, men transporten er blevet stoppet. EU har forbudt eksport af ål
Ulovlig eksport af ål afsløret i Aarhus
Næsten syv ton ål blev stoppet på havnen i Aarhus, inden containeren kom om bord på et skib og fragtet til Japan.
Virksomheden bag eksporten er nu blevet meldt til politiet, oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse torsdag.
Det var kort før jul, at 6,9 ton danske ål blev beslaglagt på havnen. Det er Skat og Naturstyrelsen, som afslørede sagen.
Siden 2012 har det været ulovligt at eksportere ål ud af EU, da ål er en beskyttet art.
I en udtalelse siger miljøminister Ida Auken (SF), at sagen sender et signal om, at ingen skal tjene penge på ulovlig eksport af truede arter.
- Det er jo heldigvis ikke hver dag, at vi står med næsten syv ton ål og en politianmeldelse. Men miljøpolitik handler også om at sige stop, når konkrete regler bliver brudt, udtaler ministeren.
Ålene er beslaglagt og er i politiets varetægt. Virksomheden bag eksporten risikerer kun at blive straffet med en bøde.
I en anden kontrolaktion på Bornholm i november blev der destrueret godt et ton laks.
Her var problemet, at et stort antal laks vejede mere end de 5,5 kilo, som er grænsen på grund af risikoen for et for stort indhold af dioxin.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.