Kystsikring

Ulovlig kystsikring: Nu har politiet rejst sigtelser

Grundejerforening og to mænd er blevet sigtet i sagen om den ulovlige kystsikring ved Lønstrup

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lønstrup Kystsikring. Foto: Matthew Burnett

LØNSTRUP:Nordjyllands Politi har nu rejst sigtelser i sagen om den ulovlige kystbeskyttelse ved Lønstrup. Det var Kystdirektoratet, der den 4. januar 2018 anmeldte sagen til politiet, idet der i løbet af december 2017 var blevet foretaget ulovlig kystsikring af nogle arealer syd for Lønstrup. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet har siden anmeldelsen derfor efterforsket i sagen, og det er denne efterforskning, der nu har givet grundlag for, at politiet kan rejse sigtelser mod flere aktører for dels at overtræde kystbeskyttelseslovgivningen, dels for at overtræde naturbeskyttelsesloven.

Det oplyser lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi.

Politiet sigter Grundejerforeningen Sdr. Omfartsvej 314 - det er en i følge Frank Olsen en udbrydergruppe fra Grundejerforeningen Strandfogedgården i Lønstrup.

Derudover er to mænd personligt blevet sigtet i sagen. Det er drejer sig om en mand på 66 år fra Østervrå, som er sommerhusejer i Lønstrup, og 37-årig mand fra Tårs, som er i familie med den 66-årige sommerhusejer.

Tilfreds grundejerformand

- De sigtede har ikke ønsket at tage stilling til sigtelserne eller i øvrigt udtale sig til politiet, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

12 grundejere samt Grundejerforeningen Strandfogedgård blev i første omgang pålagt at fjerne den ulovlige kystsikring, men formand Erling Mikkelsen, har hele tiden nægtet at foreningen stod bag. Han er derfor tilfreds med, at Grundejerforeningen Strandfogedgård slipper for en sigtelse i sagen.

- Jeg synes det er retfærdigt, når vi ikke har gjort det. Men jeg synes man skylder os en undskyldning, for mange uskyldige medlemmer har gået og været nervøse for, at de risikerede at skulle betale for oprydningen, siger Erling Mikkelsen.

Risikerer store bøder

Politiet har i første omgang ikke sigtet nogen entreprenører, for medvirken til overtrædelser af kystbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven.

- Vi ved hvem de er, men det er uvist, om de bliver sigtet for medvirken. Der kan komme flere sigtelser, når sagen er endelig vurderet juridisk, siger Frank Olsen.

Politiet anser nu efterforskningen i sagen for afsluttet, hvilket betyder, at sagen er sendt til Anklagemyndigheden til juridisk vurdering.

Overtrædelse af kystbeskyttelseslovgivningen og naturbeskyttelsesloven kan betyde store bøder på adskillige tusinder kroner, ligesom der kan blive givet påbud om oprydning af de arealer, der er blevet kystsikret ulovligt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst