Lokalpolitik

Ulovlig millionhandel

Økonomien i grundhandel i Aars blev kørt uden om byrådet.

Millionhandlen af en centralt beliggende bygrund blev indgået med Vesthimmerlands Kommune som mellemhandler for ni måneder siden. Men først på torsdag skal økonomien i handlen for byrådet, og dermed bryder kommunen loven. - Det er et krav i den kommunale styrelseslov, at bevillinger skal gives forudgående. Det er kommunalbestyrelsen, der har bevillingsmyndigheden, siger ekspert i forvaltningsret og afdelingsleder ved Danmarks Journalisthøjskole Oluf Jørgensen. Han henviser til styrelseslovens paragraf 40. Borgmester Jens Lauritzen erkender, at de bevillingsmæssige konsekvenser af handlen burde have været i byrådet i forbindelse med grundhandlen, men kan ikke give en forklaring på, hvorfor det ikke er sket. Han finder det dog i orden at godkende med tilbagevirkende kraft. Det afviser Oluf Jørgensen, når der er tale om køb og salg af grunde. Byrådsmedlem Ninni Gjessing (R) kalder sagsbehandlingen "utilfredsstillende". - Det er noget rod. Som menigt byrådsmedlem er man afhængig af, at tingene bliver fremstillet klart og tydeligt. Denne sag har derimod været uigennemsigtig og mangelfuld, idet man har undladt i dagsordenspunkter at redegøre for købspris og salgspris af den pågældende grund, siger Ninni Gjessing (R). Sagen udspringer af et omstridt byggeprojekt, hvor Vesthimmerlands Kommune har finansieret sin del af det almene byggeri ved at optræde som mellemhandler. Metoden har mødt kritik, fordi den kan gøre byggeriet dyrere og dermed huslejen højere end nødvendigt. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende mandag