Ultimativ stammefest

Nogle gange kan det godt betale sig, at tage en afstikker fra de store scener og gå på opdagelse. Så kan man nemlig støde på gode musikalske overraskelser som kenyanske Kenge Kenge. Det otte mand store orkester fik den ellers så høje eftermiddagstemperatur til at stige adskillige grader, imens de i en stigende kurve pressede mere og mere energi ind i det stordansende Cosmopol-telt. Koncerten begyndte med, at to store afrodamer, kom dansende ind på scenen og rystede bryster og balder på en måde, så enhver dansk og svensk pige måtte stoppe op og måbe. Til trods for det, var publikum med fra start til slut dansende til de glade toner af kohorn, svingende bongotrommer og et hav af spøjse instrumenter, der fortalte historier om medicinmænd og store forfædre. Det er sjældent at man ser så meget livsglæde og energi samlet på et sted, og det var svært ikke at blive revet med af stemningen – også selvom man er stiv nordboer. Koncerten endte med, at en flok fra publikum, blev hevet op på scenen til en afsluttende dansesekvens, der sagtens kunne have fortsat til langt ud på natten. Kenge Kenge var en dejlig anderledes og overraskende oplevelse.

Forsiden