Ultraortodoks parti med i Sharons koalition

Jerusalem, onsdag /ritzau/ Ny regering ventes i Israel næste uge, efter at et ultraortodoks parti onsdag tiltrådte Sharons koalitionsregering. Den israelske premierminister, Ariel Sharon, sagde onsdag, at han venter at have en ny regering på plads i næste uge, efter at det ultraortodokse jødiske parti Forenet Torah Jødedom (UTJ) tiltræder koalitionen mellem det konservative Likud og Arbejderpartiet. - Jeg er overbevist om, at vi i næste uge vil have en ny regering, der kan blive godkendt af Knesset, og som vil bringe fred og sikkerhed til Israel, sagde Sharon i en tale til partifæller fra Likud onsdag. Aftalen med det ultraortodokse jødiske parti og Arbejderpartiet baner vejen for den planlagte rømning af Gazastriben i 2005, hvor cirka 8.000 israelske bosættere skal trække sig ud af det palæstinensiske område. Sharon indgik for nylig en aftale om en samlingsregering med Shimon Peres, der leder Arbejderpartiet. Men premierministeren havde brug for de fem mandater fra UTJ til at sikre sig et sikkert flertal i parlamentet. I første omgang er UTJ kun med i regeringen i en prøveperiode på omkring tre måneder, skrev nyhedsbureauet AFP. Likudpartiet har 40 mandater i Knesset. Med det nye parti i koalitionen og Arbejderpartiets mandater sidder Sharon på en majoritet på 66 ud af 120 mandater. /ritzau/