Danmark

Ulveforening: Dødstrusler mod formanden

Den to uger gamle forening, Ulvefrit Danmark, må allerede nu finde ny formand

Arkivfoto: Brian Bergmann/Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Brian Bergmann/Ritzau Scanpix

DANMARK:Den nystiftede forening Ulvefrit Danmark er kommet skidt fra land og skal allerede torsdag aften have en ny formand. Det sker kun to uger efter, foreningen blev stiftet, oplyser DR P4 Midt & Vest.

Det sker efter den tidligere formand Kim Paulsen fra Lemvig onsdag aften meddelte bestyrelsen, at han træder ud.

- Det er da uheldigt, at en formand går af efter 14 dage. Det er ikke særligt rart, siger stifter af foreningen og bestyrelsesmedlem Liz Rytter til DR P4 Midt & Vest.

Hun fortæller, at den nu afgående formand har forklaret sin bratte afgang fra formandsposten i en mail til bestyrelsen.

- Som han siger, er det på grund af dødstrusler og en overvældende interesse fra pressen. Han er blevet ringet op hele tiden, så han næsten har haft mere travlt med at snakke med pressen end med sit arbejde. Så det har ikke rigtig duet for ham, siger Liz Rytter.

Hun har selv flere gange modtaget opkald fra journalister, som forgæves har forsøgt at få fat på formanden.

Bestyrelsen er ikke blevet præsenteret for de dødstrusler, som den afgående formand Kim Paulsen angiveligt har modtaget. Og ifølge TV2’s oplysninger ønsker han heller ikke at melde dem til politiet.

Hård retorik

Under alle omstændigheder skal den kommende formand gøre sig det klart, at det er en post, hvor retorikken, man møder, kan være ubehageligt hård, vurderer Liz Rytter.

- Der sidder nogle mennesker, der tror på, at ulven ikke gør noget, og at det her (medlemmer i Ulvefrit Danmark, red.) er nogle forfærdelige mennesker, der vil udrydde ulven. Vores holdning prikker til de typer, siger hun til DR P4 Midt & Vest.

Hun understreger, at det er langt fra er acceptabelt, hvis der kommer dødstrusler.

- Jeg synes, det er rigtig forfærdeligt, at det er sådan. Og ikke bare i denne her forening, men i mange sammenhænge ser vi, at der er folk, der sviner til og laver dødstrusler, siger Liz Rytter.

Det har ikke været muligt for DR P4 Midt & Vest at få en kommentar fra afgående formand Kim Paulsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.