Ulven byder velkommen

ULSTED:Ingen skal være i tvivl om, at ulven er vartegnet for byen Ulsted. Ved hver større indfaldsvej til byen er opstillet en byport, fire par, bestående af to murede søjler med en hylende ulv i en ring, som stod den i månens skær. Ulven er tegnet af den lokale kunstner, Anna Malou Slot-Carlsen, og søjlerne er bygget af murer Henrik Jakobsen hjulpet af sin far fhv. murermester Knud Jakobsen. Byportene blev officielt indviet sankthansaften ved kirken og senere opstillet de rette steder. Historierne om ulvens herkomst i byen er mange, og både fornøjelige og spændende. Den gamle ulvegrav (fælde) ved kirken har i 50 år stået hen til sin egen skæbne, tilgroet, overdækket og ikke helt ufarlig. Sankthansaften kom den frem i lyset igen og tjente et af sine nye formål som bålsted. Den kan nu ses efter en større renovering. Hvor meget ulven har huseret i Ulsted-området vides kun fra fortællingerne, men sikkert er det, at den har slået sig fast i byen gennem tiderne. Der er to skulpturer i byen mere af hylende ulve. Den ældste er nok i parken lige over for skolen, udført i 1941 af murermester, Kjær Pedersen, også kaldet "Tuborg Jens). Den anden står på et lille torv, også med snuden mod fuldmånen, udført af Palle Mørk, 1999. Formanden for borgerforeningen, Sigurd Madsen, har været tovholder for projektet.