Ulven hygger sig

CD ROCK Peter Belli: "Når Timerne Bli'r Små" 60 år er han gået hen og blevet. Rock-Ulven – Peter Belli – der debuterede i 1964 med en kopiversion af Rolling Stones-nummeret "You'd Better Move On" Belli var oprørsk langhåret og gjorde, hvad han kunne for at lege rockrod på hjemlig grund, og røg sågar i fængslet for at ryge hash. Siden blev han gift, der gik dansktop i hans særprægede, hæse sangforedrag, men her i sit efterårs afklarede modenhed er han igen begyndt at synge rock. På dansk oven i købet, som det er at høre på hans nyeste og afklarede "Når Timerne Bli'r Små". Optaget live i en gammel villa på Samsø sad Belli i november og hyggede sig en uges tid med musikerne Lars Skjærbæk (dobro, guitar), Søren Kock (guitar, mandolin) og Niels Ole Thorning (piano,orgel, harmonica). Kun lidt af materialet er nyskrevet – i stedet får vi en rundtur i den danske rockverden. Gode sange - fra Gasolin's "Masser af Succes" frem til Elisabeths "Bitter Sne". 13 sange er kommet ned på skiven, og det meste er egentligt meget hyggeligt. Sydstatsrolig, bluesfarvet akustisk musik komplet med slideguitar og længselsfulde orgeludladninger. Belli gør det pænt uden at være prangende, når han tolker Gnags-nummeret "Den Dejligste Morgen" nært og fortroligt, og magter til med at tilføje den syngende cand. mag. Michael Falch lidt hæs troværdighed i en afdæmpet udgave af "Den Eneste I Verden". Når jeg ikke svømmer ovenud af spalten her i begejstring, skyldtes det, at der ligesom ikke sker ret meget mere. Belli er blevet tilføjet et stilsikkert, akustisk akkompagnement, hvor der er blevet skelet kraftigt til "the man in black" – afdøde Johnny Cashs renfærdige og nøgne sangfortolkninger samlet under fællestitlen "American Recordings". Det er ikke enhver forundt at være en stor fortolker. Det kræver vovemod og hårdt arbejde, når en sanger prøver at fravriste en allerede kendt sang og melodi nye facetter. Bellis skive her er mest til en hyggeaften på verandaen, når grillbøfferne er fortæret, og den tredje flaske terrassevin kommer på bordet. Og selv om det er vældig hyggeligt at høre, så føjer for mange af Bellis versioner ikke noget nyt til forlægget. Både Benny Andersens "Go' Nu Nat" og Kim Larsens "Om Lidt" ender blot med, at du skynder dig hen for at høre originalversionerne. Og de er bedre. Sympatisk og rart at høre på. Men så heller ikke mere. Rock som hyggemuzak. Bent Stenbakkenbent.stenbakken@nordjyske.dk Peter Belli: "Når Timerne Bli'r Små", Bonnier/Transistor Music