Trafikulykker

Ulykker skræmmer og fascinerer

Trafikulykker gør os bange. Mange trafikulykker gør os meget bange, for det gør det svært for os at fortrænge, at vi ved, biler er farlige

Et par års fald i antallet af trafikdræbte fortsætter. Bilisterne har sat farten ned. Arkivfoto: Henrik Bo

Et par års fald i antallet af trafikdræbte fortsætter. Bilisterne har sat farten ned. Arkivfoto: Henrik Bo

De siger, det bliver så stille bagefter. Når ulykken er sket. Når lydene har lagt sig. Inden skrigene begynder igen. Sådan har det nok også været søndag aften, da en mand kørte sig ihjel lige uden for Rold. På cykelstien er der hele vejen ned ad bakken spor af en bil. Det ligner bremsespor. Kort før et kraftigt vejtræ holder sporene op. Et stort stykke bark er revet af træet, sådan fra træets fod og op i højde med kølerhjelmen på en bil. Der ligger nogle glasskår fra en bilrude og et stykke metalagtigt plast fra en billygte. Bilen, der fik trykket fronten godt og grundigt ind, er for længst fjernet og erstattet med blomster - et bundt påskeliljer i cellofan, nogle bundne buketter og nogle selvplukkede forsytia - nogle brændende kirkegårdslys og en hilsen fra Cecilie, der savner den dræbte. 12 andre mistede livet i påsketrafikken: Unge, der var på vej til fest, men som kørte mod et træ. Ældre, der reagerede for sent. En senior, der ikke havde styr på sin motorcykel. En mand, der havde forvildet sig ud på motorvejen. De fylder i medierne på dage, hvor der ikke sker så meget andet. Sætter dagsorden, som det hedder. Det puster til angsten hos læserne, lytterne og seerne. Snusfornuft og videnskab Det minder os om, siger psykolog Jens Kvorning fra Aalborg Universitet, at trafikulykker kan ramme os alle. - Vi færdes jo alle i trafikken, og vi ved godt, at det er farligt. Vi fortrænger det bare, men angsten bliver aktiveret, når vi hører om trafikulykker. Og når vi hører om mange, så bliver den i højere grad aktiveret, siger Jens Kvorning og henviser til både almindelig snusfornuft og videnskabelig underbygget viden. Netop det, at vi godt ved, at det er farligt, gør, at vi reagerer stærkt. Vores viden om, at der skal så lidt til, før det går galt. Nogle få øjeblikkes uopmærksomhed. Det gemmer vi væk af rent praktiske årsager. Vi bliver jo nødt til at færdes. Vi kan heller ikke bruge den instinktive angst, som ville få os til at flygte, hvis en isbjørn var sluppet løs i gaderne. - Biler ser jo ikke på samme måde farlige ud, siger Jens Kvorning. Men når de forulykker, bliver vi - ofte med stor voldsomhed - mindet om den død og lemlæstelse, der ellers i høj grad er skjult for det moderne menneske. Jens Kvorning minder om seernes stærke reaktioner, da Søren Ryge Pedersen slagtede kyllinger for åben skærm. - Der bliver jo slået millioner af kyllinger ihjel hvert år. Det siger vi bare ikke, siger han og peger på, at det er de færreste moderne mennesker, der personligt oplever noget så dramatisk som en trafikulykke. - Så det er i høj grad et mediebåret fænomen, at vi bliver optaget af det, siger han og tilføjer: - Men derfor kan den medfølelse og sorg, vi føler på andres vegne godt være ægte. Ulykkerne vækker vores beredskab. Vi synes, det er trist og sørgeligt, ikke mindst når det er ganske unge mennesker, der mister livet. Det er ekstra trist, synes vi, for de bliver jo snydt for deres liv. Ulykker fascinerer Lidt bredere set spiller det også ind, at en trafikulykke ofte involverer flere parter, så det derfor kommer til at handle om skyld og ansvar. Modsat et lynnedslag er det ganske ofte et andet menneske, der er årsag til en trafikulykke. Og man ved, siger Jens Kvorning med henvisning til traumeforskning, at det ofte fører til massiv skyldfølelse, uafhængigt af om man rent juridisk har skyld eller ej. En sådan skyldfølelse er ikke bare svær at få bugt med, den er også let at sætte sig ind i. Endelig mener Jens Kvorning, at vores optagethed af trafikulykker - sympatisk eller ej - også handler om sensationslyst og fascination ved det voldsomme. - I vores moderne samfund har vi i høj grad fået bugt med det, der i ældre tider gjorde en henrettelse til en folkeforlystelse, siger psykologen, der dog peger på, at en trafikulykke ofte får folk til at stimle sammen. - Der er et element af fascination i det, siger han. Ulykken ved Rold trak også tilskuere til i tiden efter, den var sket. Det gør de jo, ulykkerne, og der vil også i fremtiden blive rig lejlighed til at stimle - selv om myndighederne bestræber sig på at nedbringe antallet af dødsulykker. Hvad angår det store antal dræbte i påsken, har trafikforskerne noteret sig det, men der er ikke noget mønster og derfor ikke noget at forklare. Fart, flere fridage i træk, påskefrokoster, uopmærksomhed, solskin, lidt af hvert og noget, man ikke ved. Statistisk set er foråret ikke farligere end andre årstider, selv om de mildere vintre ifølge Vejdirektoratet koster flere liv. Udsvingene er dog små. Der dør flere end en om dagen, men ikke to - sådan har det været i årevis. Bortset fra i 2006, hvor tallet faldt til 306. Det laveste antal siden slutningen af 1930’erne - undtaget krigsårene. Det skyldtes tilsyneladende held og tilfældigheder, for året efter steg det igen. Vejdirektoratet har sat som mål at nedbringe antallet, og de nyeste tal viser, at der fra marts 2008 til og med marts i år blev dræbt færre, 366, end de tolv måneder, der gik forud, hvor 413 mistede livet i trafikken. Men ellers er det kun nået forholdsvis - forstået på den måde, at der dræbes færre pr. kørt kilometer. Og vi kører stadig mere i bil. Under 200 trafikdræbte i 2012 Vejdirektoratet har dog også sat sig for, at det faktiske antal trafikdræbte skal reduceres. Under 200 i 2012 er målet, som skal nås gennem 96 såkaldte indsatser. De er opdelt i hovedområder, som har til hensigt at få bilister til at sænke hastigheden. At mindske antallet af påvirkede bilister. At gøre vejene sikrere ved udbedring af såkaldt sorte pletter på kommunevejene, tydeligere adskillelse mellem vejbaner - rumleriller eller autoværn - og endelig ved at gøre færdselsundervisning i skolen obligatorisk. Der skal dog nok blive lejlighed til at sætte blomster og tænde lys i vejkanten, for farligt bliver det ved at være. Jens Kvorning forestiller sig, at man havde et fødemiddel, som man vidste slog 500 mennesker ihjel om året. - Så ville vi ikke tillade det, men sådan ser vi ikke på trafikken, siger han, der selv har taget så meget konsekvens af sin frygt for trafikken, at han ikke kører i bil fra sit hjem i Århus til sit arbejde i Aalborg. Men det hænder, at han kører med en kollega, og så bliver han mindet om, hvor lidt der skal til.