Ulykkesbil fløj 140 m gennem luften

Trafikulykker 8. maj 2007 06:00

AARS: Alt for stor fart og alt for lidt styr på bilen. Sådan kan politiets teknikere kort opsummere resultatet af deres undersøgelser af den trafikulykke, der fredag aften kostede fire mennesker livet på Kelddalvej lidt nord for Aars. - Efter sammenstødet er bilen fløjet 140 meter gennem luften, inden den landede. Præcist hvor hurtigt de har kørt, kan vi ikke sige endnu, men det har været alt for stærkt, siger vagthavende hos Løgstør Politi mandag. Undersøgelserne placerer derfor også stadig skylden for ulykken på de to unge mænd, der i en Fiat Uno kom til at køre over i de modkørendes vejbane. Tvivl om føreren Kelddalvej kurver let på ulykkesstedet, men Fiat’en fortsatte alligevel ligeud, hvor den ramte en Toyota Corolla med så voldsom kraft, at tre af de fire personer i bilen blev dræbt. Heri blandt den højgravide Nuuni Pedersen, der blev dræbt på stedet sammen med sin lillesøster Nathalie og Toyotaens fører, den 40-årige Edvard Absalonsen. I ulykkesbilen blev den formodede fører, 28-årige Bjarke Jørgensen dræbt. Politiet har dog endnu ikke entydigt lagt føreransvaret over på ham. - Vi har endnu ikke kunnet afhøre hans medpassager, så det vil vi gøre først, siger vagthavende hos politiet i Løgstør. Passageren er en 29-årig mand, der forbløffende nok slap uden større fysiske men fra ulykken og flyveturen. Han beskrives dog som værende i chok oven på den voldsomme oplevelse. En 34-årig mand fra Nibe overlevede også påkørslen af Toyotaen og meldes i stabil tilstand.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...