Lokalpolitik

Umuligt at hjælpe husejerne

SÆBY:Tommy Thomsen (T) er medlem af økonomiudvalget, som i hosstående artikel kritiseres hårdt af Brian Pedersen (S). Årsagen er, at økonomiudvalget ikke vil henstille til Danish Crown, at husejere i området holdes skadesløse i forbindelse med vedtagelsen af den nye slagteri-lokalplan. - Jeg har stor sympati for borgerne og kan godt se, at de er kommet i klemme. Men jeg kan ikke se, hvordan vi kan hjælpe dem. Om henstillingen siger han: - Vi kan ikke stikke en sådan henstilling ind i lokalplanen. De to ting har intet med hinanden at gøre. Hvis vi skal bede slagteriet holde husejerne skadesløse, skal det gøres seperat og ikke som led i godkendelsen af lokalplanen, siger Tommy Thomsen. I øvrigt mener han, at henstillingen bør glemmes. - Jeg kan sagtens forstå, at prisen falder på de huse, der kommer til at ligge tæt på det udvidede slagteri. Men hvis husejere, der ligger i første række skal have kompensation, hvad så med husejere i anden række?Deres ejendomme falder også i værdi, siger Tommy Thomsen. Han bemærket, at huse på Uldallsvej er meget svære at sælge, selvom priserne er små. - Det er og bliver bare et problem med de huse, der ligger tæt på Danish Crown. Men vi kan jo ikke bede slagteriet yde kompensation eller købe alle disse menneskers huse, siger Tommy Thomsen. Han tilføjer, at slagteriet har ligget på sin nuværende placering siden 1911, og at det ikke kan komme bag på husejerne, at der ligger en stor virksomhed tæt på. - Det vidste de, da de købte deres ejendomme. Og de burde også have tænkt på, at slagteriet måske engang ville udvide. Jeg kan godt se, at nogle husejere bliver hårdt ramt, men jeg kan altså ikke se, at vi på nogen måde kan hjælpe dem, siger byrådsmedlemmet.