Umuligt at konkurrere

Arbejdspladser 12. december 2004 05:00

LØNTILSKUD: En eftermiddag for nogle dage siden tændte jeg tilfældigvis for mit fjernsyn. DR 2 sendte et program om nogle indvandrere. Jeg så ikke starten af programmet, men det handlede, så vidt jeg kunne se, om nogle familier på Randers-egnen, som skulle i arbejde. Det var unge og smukke mennesker, og man ville ikke umiddelbart spekulere ret meget over, at de ikke var danskere. De var tilsyneladende godt begavede og parat til at tage fat på lidt af hvert. Efter hvad jeg forstod, havde de gennemgået forskellige arbejdsprøvninger og udsendelsen sluttede med, at de nu var ansat i forskellige jobs med løntilskud. Nogle dage før havde jeg læst i NORDJYSKE Stiftstidende, at Arriva og City Trafik, der kører bybusser i Aalborg, havde ansat et antal indvandrere med løntilskud. For et par måneder siden blev jeg fyret som chauffør hos netop Arriva, angiveligt fordi jeg havde lavet to mindre skader på deres busser i løbet af et år! Jeg er uenig med Arriva om det rimelige i fyringen, men det er i grunden ikke det, det drejer sig om, medmindre firmaet anlægger så skrap en fyringspolitik for herefter at kunne ansætte nye folk med løntilskud? Hvordan lever jeg, der er født i 1944, op til regeringens målsætning om at blive i arbejde til pensioneringen, når man skal konkurrere med offentlige løntilskud? Enhver kan vel godt forstå den arbejdsgiver, der skal ansætte en ny medarbejder, at man vælger den, som medbringer en pose penge. Oprindelig er jeg uddannet inden for handel og kontor. Her er jeg den lykkelige ejer af ca. 100 stk. "Held og Lykke med jobsøgningen".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...