Umusikalsk flytning

Musik 19. september 2002 08:00

Et opretstående fik skrammer, da det skulle flyttes fra én adresse i Aalborgs midtby til en anden. Og det gav så mange skår i glæden hos en kvinde, der havde lånt det af sine forældre, at hun klagede over det firma, som havde udført flytningen. Hun har nu fået ret af Forbrugerklagenævnet, som har afgjort, at flyttefolkene skal betale 2.000 kr., som klaveret skønsmæssigt er gået ned i værdi, plus de 80 kr., det kostede at klage. Der er den detalje i sagen, at den indklagede, firmaet, der stod for flytningen, ikke har svaret på Forbrugerstyrelsens henvendelser, hvor sagen er afgjort alene på det, klageren har oplyst, plus på en erklæring fra en sagkyndig. Så resten af denne historie bygger derfor også udelukkende på, hvordan klageren oplevede det. Hun skriver bl.a., at klaveret fik de første skrammmer, allerede da det skulle ud af værelset og videre til sit nye opholdssted. Ved ankomsten til den ny adresse sagde hun, at klaveret havde fået nogle skrammer. - Det kan man nok ikke undgå, sagde en af flyttemændene. "Jeg gik direkte op i lejligheden, da jeg ikke havde nerver at se på flytningen. Vi kunne oppe fra lejligheden høre hvordan de skrumlede klaveret mod vægge og gelænder." "Oppe i lejligheden skulle klaveret op på højkant for at komme ind i stuen. Her trak de klaveret hen over dørtrinnet uden at løfte det, så lakken blev skrabet af ned af siden." Og resultatet blev altså 2.000 kr. som en slags plaster på klaveret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...