Underbetalte polske arbejdere renoverer nedslidt skib

Det norske rederi Fjord Line står bag brugen af 30 polakker i Frederikshavn

EMNER 20. marts 2003 07:00

FREDERIKSHAVN: 30 polske arbejdere, der i øjeblikket udfører malerarbejde og andre renoveringsopgaver ombord på det norske skib "Fjord Norway" på Orskov Yard i Frederikshavn, er af rederiet Fjord Line ansat på matros-lignende vilkår. - Jeg ser ingen som helst problemer i det, siger Stein Andersen, der er direktør for den maritime drift i Fjord Line, som i december købte passagerskibet i Australien, og siden 28. januar i år har fået det ombygget for 112 mio. kr. af hovedsageligt Danish Interior i Aalborg, Orskov Yard og Scanel International i Frederikshavn. Formanden for Malernes Fagforening i Frederikshavn, Henning Olesen, har anmeldt brugen af den polske arbejdskraft til politiet. Han er overbevist om, at arbejdet foregår uden arbejdstilladelse og mener også at vide, at polakkerne, der bor på skibet, højst får 30-40 kr. i timen. - Vi har en aftale med et norsk firma om, at det skal sætte skibet pænt i stand, inden det i april skal indsættes på vores rute mellem Bergen og Hanstholm, siger Stein Andersen. - Dette firma har indlejet polsk arbejdskraft, så det er hverken Danish Interior eller Orskov Yard, der har noget med den polske arbejdskraft at gøre. De to danske firmaer entrerer med egne malerfirmaer til deres del af arbejdet på skibet, For Danish Interiors vedkommende i øvrigt også et norsk malerfirma, siger Stein Andersen. Han ser overhovedet intet problem i, at rederiet står bag underbetalt arbejdskraft. - Sådan foregår det nu engang i shippingbranchen, for at tingene kan løbe rundt. Skibet var temmeligt nedslidt, da vi overtog det, og det firma, vi har aftale med, skal rydde op og sætte i stand ombord, reparere møbler, lave forefaldende malerarbejde og andre engangsting, siger Stein Andersen. Han bekræfter, at de polske arbejdere opholder sig ombord på matros-lignende vilkår med fuld kost og logi. Stein Andersen siger samtidig, at hverken han eller andre i rederiet er blevet kontaktet af politiet, og at han heller ikke forstår, at den danske fagforening ikke har kontaktet ham. - De kunne jo bare være kommet ombord, så vi kunne have fået en dialog om det, siger Stein Andersen, der netop i disse dage selv opholder sig på skibet. Henning Olesen siger, at han fik en henvendelse om de 30 polakker. - Jeg kørte omkring værftet, så malermesterens biler og anmeldte sagen til politiet. - Det er forkert at behandle mennesker på den måde, og det breder sig. Jeg ser frem til, at politiet får nedsat den særlige enhed, der skal tage sig af ulovligt arbejde, for som det er nu, er politiet slet ikke klædt på til opgaven, siger Henning Olesen og henviser til en tilsvarende sag i februar, hvor et lokalt sandblæserfirma til tankarbejde på et skib havde entreret med et tysk lejefirma med polske ansatte. - De polakker er rejst hjem efter endt arbejde, mens Udlændigestyrelsen, så vidt jeg ved, stadig ikke har færdigbehandlet deres sag. Så vi ved stadig ikke, om de arbejdede ulovligt, siger Henning Olesen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...