EMNER

Underholdende 0-0-0'er i britisk tv-dyst

LONDON:De to partiformænd Gordon Brown og David Cameron er tilbage i kampen om at vinde det britiske parlamentsvalg den 6. maj. Nick Clegg, den 43-årige "opkomling" og leder af Det Liberaldemokratiske Parti, bragede ved den første tv-debat i valgkampen i sidste uge igennem skærmen til vælgerne. Men da de tre kamphaner mødtes igen torsdag aften, havde Brown og Cameron slebet knivene. I modsætning til Cleggs opvisning i sidste uge var der denne gang næsten dødt løb mellem de tre kandidater, lyder ekspertanalysen. - Det var en underholdende 0-0-kamp, hvor sol og vind blev lige fordelt, siger journalist og politolog Mads Qvortrup, der indtil 2003 var rådgiver for Labour-regeringen. - Nick Clegg klarede sig ikke så godt som i den første debat, men det er også umuligt, da han ikke længere har nyhedsværdien. Han var den af de tre, der stod mest afslappet og naturligt, mens han fik sine synspunkter igennem. Mads Qvortrup bakkes op af en anden ekspert i britisk politik, Ole Helmersen fra Copenhagen Business School (CBS). Han roser premierminister Gordon Brown, der gjorde det klart for tv-seerne, at de ikke skal regne med ham, hvis det hele handler om stil og PR. - Brown er ikke særlig god på fjernsyn, men han er blevet bedre. Han kom fint igennem med budskabet om, at Labour er et parti, der kan redde Storbritannien gennem den økonomiske krise, siger han. Det tætte løb mellem Labour, de konservative og overraskelsen fra Det Liberaldemokratiske Parti gør, at det meget vel kan ende med en Labour-mindretalsregering efter valget den 6. maj. Ifølge Ole Helmersen er det trods gode meningsmålinger ikke sandsynligt, at Clegg bliver Storbritanniens næste premierminister. Han ser et samarbejde mellem Cleggs liberale demokrater som støtteparti og regeringspartiet Labour som det mest sandsynlige resultat./ritzau/