Danmark

Underkastet DF igen

TØRKLÆDEDEBAT:Danmark må nok engang underkaste sig Dansk Folkepartis hysteriske diktat. Integrationsministeren og såmænd nok også statsministeren vrider sig i dette hængedynd af opdigtede faremomenter og folkelige mavefornemmelser. På den måde er det igen tørklædet, der redder DF fornyet opmærksomhed, nu, hvor der næsten ikke er mere at komme efter, hvad stramninger i udlændingepolitikken angår. Også det verbale krudt er næsten brugt op, idet alt det hadske og fremmedfjendske, der kunne siges allerede er sagt - ganske som det i sin tid sagdes om jøderne. Derfor trænger partiet hele tiden til at opfinde nye sager, hvor det hævdes, at Danmark er truet. Så fyldes medierne igen med ophidset snik-snak om et lille bitte ikke-problem, mens store menneskelige tragedier i asyllejrene gemmes og glemmes. Således rummer også flertalsdiktaturet sin helt egen "submission".