Underligt forslag

DYRKNINGSFRIE BRÆMMER: Der er mange ting, som man som gammel landmand kan undres over med forslaget om de dyrkningsfrie bræmmer langs vore vandløb. Først blev der indført to meter gødnings- og sprøjtefrie bræmmer, angiveligt for at mindske næringsstof tabet fra dyrkningsjorden, hvilket så skulle fremme væksten af ålegræs i det marine vandsystem. Det hjalp tilsyneladende ikke nok, så nu skal bræmmerne udvides til 10 meter, men nu må der ikke høstes på arealet, væksten må ikke fjernes, altså må formålet nu være et andet end at fjerne næringsstoffer. Hvordan disse bræmmer så skal få indflydelse på udbredelsen af ålegræsset er svært at forstå, hvis man da fastholder, at det er et for højt indhold af kvælstof, der er skyld i, at ålegræs mistrives i vore indre danske farvande. Man kan selvfølgelig også forestille sig, at næste træk vil være, at man vil forlange alle drænledninger afbrudt ved kanten af disse 10 meter bræmmer, hvorved vi vil få nogle bræmmer med sump, hvor der vil kunne ske en afgasning af noget kvælstof, mens andre næringsstoffer med lidt forsinkelse vil fortsætte ud i vandløbene. Men sådanne sumpede strimler vil jo være ganske uegnede til færdsel på gå ben, så vi naturelskere skal stadig op i helikopteren for at nyde de dejlige snoede vandløb som vores miljøminister ellers ser for sig at bræmmerne skal bruges til.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.