Underretninger fra bankerne om hvidvask stiger fortsat

Efter tredje kvartal overgår antallet af underretninger om hvidvask og terrorfinansiering tallet for 2019.

Underretninger fra bankerne om mistanke med hvidvask eller terrorfinansiering stiger igen i år. Det skyldes ifølge direktør i Finans Danmark Ulrik Nødgaard, at der er kommet flere ressourcer til hos bankerne. Både mandskabsmæssigt og teknologisk.

Underretninger fra bankerne om mistanke med hvidvask eller terrorfinansiering stiger igen i år. Det skyldes ifølge direktør i Finans Danmark Ulrik Nødgaard, at der er kommet flere ressourcer til hos bankerne. Både mandskabsmæssigt og teknologisk.

KØBENHAVN:Når en bank har konkret mistanke om aktivitet, der relaterer sig til hvidvask eller terrorfinansiering, skal den indmelde det til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik).

I 2018 modtog Søik 26.400 indberetninger, mens det tal steg til 40.985 indberetninger i 2019.

Efter de første ni måneder af 2020 var tallet allerede oppe på 42.212 tilfælde.

Det fremgår af en opgørelse fra interesseorganisationen Finans Danmark.

Udviklingen skyldes ifølge Ulrik Nødgaard, der er direktør i organisationen, først og fremmest, at der for alvor er kommet fokus på at indberette mistanker.

- Der bliver kastet flere og flere ressourcer efter det både mandskabsmæssigt, men også teknologisk. Resultatet af det er, at nettet bliver mere finmasket, og at vi fanger flere tilfælde.

- Vi er på mange måder et helt andet sted, end vi var for fem år siden, siger han.

Han henviser til, at der i 2019 var omkring 4300 medarbejdere i banksektoren, hvis eneste formål er at bekæmpe finansiel kriminalitet. I 2018 var tallet 3200.

Derfor er stigningen i indberetninger umiddelbart også en god nyhed, vurderer Ulrik Nødgaard.

- Jeg vil tillade mig at tro på, det først og fremmest afspejler, at bankerne er blevet endnu skarpere på at fange ting, der ser mistænkelig ud, siger han.

Skal man fortsat se fremskridt, håber direktøren på tættere samarbejde mellem myndigheder og banker i fremtiden.

- Vi håber, at vi kan tage næste skridt, hvor man begynder at tænke i at dele data på tværs af banker og med myndighederne i en systematisk form. Også om konkrete sager.

- Der er ingen tvivl om, at det virkelig ville give et ekstra boost. Det tror vi, i sidste ende vil betyde, at vi kan fange flere kriminelle, siger Ulrik Nødgaard.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.