Underskrifter fra en topscorer

AALBORG:Det er efterhånden snart en hel karriere siden, at Peter Møller spillede for AaB, men helt glemt i hjembyen er han trods alt ikke. For selvom der var betragteligt længere køer i parfume og lingeri-afdelingerne hos Salling var der alligevel en del, der gerne vil have en signeret udgave af Peter Møllers erindringsbog med titlen 32 - nemlig det rygnummer Peter Møller spillede med i FC København i sine sidste fire sæsoner som aktiv fodboldspiller. I bogen fortæller han om karrieren, der begyndte da han som 7-årig første gang var til træning i LKB Gistrup og siden kom til AaB, hvor han i starten af 90-erne var klubbens topscorer. Siden kom han til FCK, Zürich, Brøndby, PSV Eindhoven, Oveido i Spanien, Fulham i England og endelig tilbage til Danmark og FCK. Det har været en karriere, der har bud på både op- og nedture - samt en del tid på bænken. Men selvom Møller kun var reserve i FCK så nåede han alligevel at score sig til hæderen som den spiller, der har scoret flest gange i superligaen. - Det sjoveste var at være med til VM i 1998, mens det selvfølgeligt ikke kun var sjovt at sidde på bænken i Spanien. Men nu har jeg altid været god til at glemme kampen og så komme videre, så faktisk havde vi en god tid i Spanien, fortæller Peter Møller. I december spillede han sin sidste kamp på højt niveau - der i øvrigt endte med et nederlag i Royal League - og til januar går han i gang med skærmtræning og andre kurser, inden han engang i løbet af foråret debuterer som tv-vært i DR-Sporten. - I et pænt stykke tid har jeg haft lyst til at prøve den karriere, så da tilbuddet kom, var det bare med at slå til, siger Møller, der afbrød kontrakten med FCK et halvt år før tid for at få DR-jobbet. Han bor i dag i København med kone og to børn og har ingen planer om at vende hjem til barndomsbyen Aalborg. Men det skyldes nu ikke at han siden skiftet fra AaB er blevet mødt med slagsangen Peter Møller -Aalborg hader dig. - Det var nu ikke fordi, at det påvirkede mig så vildt. Trods alt var det ikke 100.000, der stod og råbte, siger Peter Møller.