Underskud dækkes i udviklingspark

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:Brønderslev Byråd nikkede ja til at dække et underskud på 1,3 mio. kr. i Hjallerup Udviklingspark. Tidligere er der dækket et underskud på 1,3 mio. kr. i Brønderslev Udviklingspark. Mikael Klitgaard (V) kaldte det en investering. - Vi er nødt til at have visioner, så derfor skal der være lokaler til iværksættere. Det bakkede Arne M. Jensen (S) op om. Han kunne fortælle, at der igen er grøde i iværksætteriet. - Brønderslev Erhverv og Turisme får et par henvendelser om ugen fra iværksættere. I nogle tilfælde er det folk, der er blevet ledige, der forsøger sig som selvstændige med en idé, de vil føre ud i livet. Thomas Krog (SF): - Vi hænger på denne aftale. Men jeg synes, at vi kunne få meget andet skønt for disse penge. Det er trælse penge at betale i underskudsgaranti. Jens Arne Hedegaard (V) sagde, at der er brug for initiativer. - Jeg vil arbejde for endnu en park, hvis det skulle blive påkrævet. Thomas Krog: - Vi er nødt til at overveje, hvad vi bruger pengene til. Mikael Klitgaard mener, at det er iværksættere, der er med til med tiden at give indtægter til kommunen. Peer Thisted (S): - Udviklingsparken i Hjallerup var 12-14 år om at blive realiseret.