Underskud på vej

NØRHALNE:For første gang i 24 år er Fremad Nørhalne på vej mod et regnskab, der vil vise underskud, når året er slut. Foreningens formand, Henrik Niss, forventer, at underskudet bliver på flere hundrede tusinde kroner. Det skyldes, at foreningen i disse uger er i gang med at investere omkring en halv million kroner i klubhus, hal, stadion og p-plads. - Inden for få dage er der installeret solfangere på Nørhalne Hallens tag, og de skal være med til at nedbringe udgifterne til opvarmning af hal og klubhus. Vi forudser mange flere medlemmer de kommende år, og det vil betyde større udgifter til opvarmning og ikke mindst forbrug af varmt vand. Vi håber, investeringen på 250.000 kr. er tjent ind i løbet af otte til ti år, siger Henrik Niss. Desuden er nabogården raget ned, og på en del af arealet har Aabybro Kommune forberedt til en ny p-plads. - Vi skal selv bekoste bl.a. asfalten til p-pladsen, så her er der afsat 150.000. kr. Dertil kommer, at flere vinduer, stern og tagrender på klubhuset skal skiftes, ligesom der er kommet ny beplantning. Det koster godt 100.000 kr., siger han. Formanden mener, at investeringerne i det snart 30 år gamle klubhus er nødvendig. - Når fodboldsæsonen er forbi 1. november, går vi i gang med at se på kælderen i klubhuset, hvor de fire omklædningsrum vil blive frisket op, ligesom fliserne foran klubhuset trænger til at blive skiftet, tilføjer Henrik Niss.