Underskud trods stor fremgang

KØBENHAVN: Det skandinaviske lavprisselskab Sterling opnåede en væsentlig fremgang i resultat i sidste år, men kom alligevel ud med røde tal på bundlinien. - Vi er tilfredse med, at den kraftige vækst også har ført til et væsentligt bedre resultat, siger administrerende direktør, Torben Anker Sørensen. Omsætningen steg med 28 pct. til 1249 mio. kr. Selskabet opnåede endvidere en passagervækst på 37 pct. og fløj dermed med i alt 1,34 mio. flypassagerer sidste år. - Tre år efter strategiskiftet, som har gjort Sterling til Skandinaviens førende lavprisselskab, er omsætningen steget med 51 procent og underskuddet reduceret fra 111 mio. kr. i 2001 over 48 mio. kr. i 2002 til 15,5 mio. kr. i 2003, bemærkes det fra selskabet. I år vil rutenettet blandt andet blive udvidet med nye ruter til Paris og Prag og med mange flere daglige og direkte afgange mellem de skandinaviske hovedstæder og selskabets vigtigste destinationer i Sydeuropa. Desuden har Sterling vundet charterflyvningen for Star Tour fra Maersk Air. RB-Børsen