Udland

Undersøgelse renser delvist BBC i pædofili-skandale

BBC kritiseres i undersøgelse af Jimmy Savile-sagen, men renses for anklager om at dække over misbrug af børn

Undersøgelse renser delvist BBC i pædofili-skandale

En officiel undersøgelseskommission, som har undersøgt BBC efter skandalerne omkring den afdøde pædofile tv-studievært Jimmy Savile, siger, at BBC ikke er skyldig i anklager om at have dækket over misbrug af børn.

Men undersøgelsen kritiserer, hvad der kaldes "udbredt kaos" i BBC's organisation.

- Det er vores opfattelse, at det mest bekymrende aspekt for BBC ved skandalen omkring Jimmy Savile ikke var, at man traf beslutning om lade være med at omtale selve sagen.

- Det var den fuldstændige manglende evne til at håndtere de begivenheder, der fulgte derefter, hedder det i kritikken.

BBC's vicedirektør for nyhedsafdelingen, Stephen Mitchell, trådte tilbage i kølvandet på skandalen, som først førte til, at BBC's generaldirektør George Entwistle gik af efter kun 54 dage på posten.

Den nu afdøde Jimmy Savile er mistænkt for at have begået 199 forbrydelser, deriblandt 31 påståede voldtægter.

Scotland Yard indledte i efteråret efterforskningen af forlydender om, at Savile var pædofil. Siden er 589 personer kommet med informationer - 450 af dem om Savile og sexmisbrug.

Over 80 procent af ofrene var børn eller unge. 82 procent af dem, der siger, at de blev misbrugt, var piger.

Efterforskningen har ført til yderligere 12 politiundersøgelser - både af Savile selv og af BBC samt andre instanser.

Indtil nu er 10 personer blevet anholdt, deriblandt den tidligere pædofilidømte rockmusiker Gary Glitter og komikeren Freddie Starr.

BBC, der har været blandt verdens mest respekterede organisationer, er blevet rystet i dets grundvold af de mange afsløringer.

Tv-veteranen Savile var i en årrække programleder for de populære tv-shows "Top of the Pops" og "Jim'll Fix It". Han døde sidste år som 84-årig.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.