Frederikshavn

Undersøgelse: Tilflyttere vælger Frederikshavn

En ny undersøgelse viser, at tilflyttere vælger Frederikshavn Kommune, fordi det er et trygt sted at bo

Frederikshavn Havn. Arkivfoto: Hans Hunderup

Frederikshavn Havn. Arkivfoto: Hans Hunderup

FREDERIKSHAVN:Det gode liv er vigtigt. Og tilflytterne er enige. Det gode liv findes i Frederikshavn Kommune. Det fremgår af en bosætningsanalyse, der netop er præsenteret i Frederikshavn.

Undersøgelsen bekræfter, at også de gode muligheder for kultur, fritid og indkøb er vigtige faktorer, der gør en forskel for tilflytterne, når valget falder på Frederikshavn Kommune. For at være på forkant med udviklingen har politikerne, kommunen og boligselskaberne brug for at vide hvor henne og hvilke typer boliger, der bliver behov for i fremtiden.

Analysen slår fast, at tilflyttere mener det er altafgørende eller vigtigt, at Frederikshavn Kommune byder på de rammer, der skal til for at leve det gode liv. Analysen skal nu nærlæses. Men allerede i dag kan den bruges til at tiltrække flere nye borgere, understreger Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S Hansen.

- I Frederikshavn Kommune er vi i gang med et langt sejt træk for at blive mere attraktiv som bosætningskommune. Nu har vi så et stort statistisk materiale, der viser hvorfor vi blev valgt til. Det skal vi bruge aktivt for at finde frem til, hvordan vi tiltrækker endnu flere borgere, hvad vi skal gøre for at blive endnu mere synlige for tilflyttere, siger borgmester Birgit S Hansen.

Analysen viser også at kommunen og de tre hovedbyer Skagen, Frederikshavn og Sæby har fået flere indbyggere med længere uddannelser og højere indkomster. Og så følger Frederikshavn Kommune landstendensen i forhold til, at der er flest unge der flytter og flere ældre der bliver boende.

Samarbejde mellem boligselskaber og kommune

Netop den viden kan gøre en forskel for arbejdet med bosætning og skal indgå i samarbejdet mellem boligselskaber og kommune om fremtidens boligbehov. 64 procent af de borgere der overvejer at flytte vil nemlig flytte internt i kommunen. Derfor kan vi nu se på efterspørgsel og udbud af boliger med andre øjne, lyder det fra boligselskaberne.

- Vi vil bruge analysen som udgangspunkt for og til efterprøvning af konkrete og fremtidige projekter, så de er i overensstemmelse med boligønskerne hos nuværende og kommende borgere i Frederikshavn Kommune. Når vi skal træffe beslutning om gennemførelse af store og dyre projekter, er det en stor fordel, at et så omfattende empirisk materiale indgår i beslutningsgrundlaget, siger Steen Møller Andersen, direktør i Boligforeningen Vesterport i Frederikshavn Kommune.

Undersøgelsen er bestilt af byrådet og udført af konsulenter fra COWI. Til grund for analysen ligger et spørgeskema, som 7.700 borgere over 18 år har svaret på.

FAKTA:71 procent af de adspurgte tilflyttere svarede at det var en altafgørende eller en vigtigt faktor for at flytte til Frederikshavn Kommune at der var en god offentlig service. Næsten lige så mange, 66 procent, angiver at det var en altafgørende eller en vigtig faktor for deres flytning at der er trygt i kommunen, altså at fx kriminaliteten er lav. 63 procent svarer at det var en altafgørende eller en vigtig faktor at de kunne få meget bolig for pengene. 92 procent eller derover svarer at de er tilfredse eller meget tilfredse med deres bolig, når parametre som stand, beliggenhed, størrelse og udgift er taget i betragtning. Og det er uanset hvor i kommunen de er bosat.

/ritzau

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.