Undersøger flytning af 7. klasser

Samarbejde om 10. klasser skal også vurderes

Skolelukninger 5. september 2002 08:00

PANDRUP: Nu skal det undersøges, om det er hensigtsmæssigt at flytte 7. klasserne fra skolerne i Pandrup, Ingstrup, Moseby og V. Hjermitslev til overbygningsskolerne i Saltum og Kaas. Det besluttede børne- og kulturudvalget, da det tog hul på debatten om den fremtidige skolestruktur i Pandrup Kommune. I løbet af de kommende måneder skal forskellige aspekter af en ændring af skolestrukturen undersøges, og politikerne håber, at der har fundet en bred folkelig debat sted, når der skal tages endelig stilling til spørgsmålet i foråret. Forvaltningen skal undersøge en lang række forhold og belyse tingene ud fra en pædagogisk og økonomisk synsvinkel, og der tages altså først fat på flytning af 7. klasserne. Udvalgsformand Henrik C. Pedersen (V) har tidligere meldt ud, at han gerne ser en flytning af 7. klasserne, men det sker først og fremmest ud fra en pædagogisk synsvinkel. Det er ikke sikkert, at der er mange penge at spare ved at flytte klasserne, mener han. - 7. klasserne hører til udskolingen i dag. Mange elever går ud af 9. klasse, og for at stimulere forløbet er det fornuftigt at flytte 7. klasserne, siger Henrik C. Pedersen, som mener, at elevernes betingelser for at lære tysk og fysik i de fleste tilfælde er bedre på én af overbygningsskolerne, hvor flere lærere underviser i de fag. Samarbejde Børne- og kulturudvalget har også iværksat en undersøgelse af, om der skal samarbejdes med Brønderslev eller Aabybro kommuner om 10. klasserne, eller om der eventuelt kan samarbejdes med Ingstrup Efterskole om undervisningen. I indeværende skoleår er der ikke oprettet en 10. klasse, fordi interessen simpelthen ikke var stor nok. - Jeg synes, at Brønderslev Kommune har et fantastisk godt tilbud, som giver eleverne mange flere muligheder. Der samarbejdes blandt andet med idrætshøjskolen, siger udvalgsformanden. Han understreger, at ideen om at flytte 7. klasserne og etablere samarbejde om 10. klasserne blot er nogle af de muligheder, der skal vurderes i forbindelse med skolestrukturdebatten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...